fredag den 21. juni 2013

Sømandssweater - str. 1½ år - del 1 - dobbelt kant - turkis Bonita

Intro 21/6-13
 
Garnet er købt, og jeg har planlagt at genstrikke sømandstrøjen, jeg tidligere har strikket i marine.
Jeg arbejdede bagefter på at lave en opskrift af mit eget design, men den blev ikke færdig.
Jeg har mængder af arbejdspapirer, så de skulle gerne omsættes til en færdig opskrift denne gang.
 
Start 22/6-13
 
Bonitagarn i turkis og en startrundpind med pindespids 3 i venstre side og 3,5 i højre side til at slå op på. Kabel '60'. Hjælpegarn Pimabomuld 8/2 lagt dobbelt.

 
Åben opslagning. Startede med en knudemaske/slipknot af garn og hjælpegarn og ender i hæftelængde. Hjælpegarnet kan være et tykt bomuldsgarn i afvigende farve.
Jeg har startet opslagningen ved at *gå under hjælpegarnet og hentet den første maske op, dernæst 'slå om' om garnet*. Gentag * til *.
Slipknot'en skal ikke bruges og er på billedet neden under 'vippet af pinden'.
Jeg har slået 150 masker op - et antal deleligt med tre.
Maskerne ligger sammen to og to på grund af opslagningen.
Den fjernede slipknot gav alligevel en 'maske', derfor skal sidste opslåede 'slå om'/maske fjernes. Den er endnu med på billedet nedenunder.

 
Næste gang kan jeg se om det er bedre at fjerne en maske fra venstre pind.


Så er maskeantallet justeret ovenover og rundstrikningen kan begynde.
Samtidig har jeg skiftet højre pindespids til 3, da inderkanten skal strikkes på ½ nr. tyndere pinde.


Her er der så strikket tre masker.

Og her nogle omgange.
 


Først er der strikket 8 omgange ret efter opslagningen på pind 3, dernæst en vrangomgang til venderille også på pinde 3. Dernæst er der skiftet til pindespids 3.5 i højre side ('strikkesiden'), og atter er der strikket 8 pinde.
På et sted hvor der måles på tværs fra yderside af maske på tråd til yderside af maske på kabel fås på hver side af venderillen (uventet) det samme mål 2,4 cm. Derfor 8 omgange på hver side af vendeomgangen.
Der stikkes en rundpind 2½ ind i de opslåede masker og garnet trækkes ud (f.eks. til sidst). Hvis det er en ærmepind sæt elastik om enderne så maskerne ikke falder af, når der tælles efter. Der blev 149 masker ud af 150 ønskede. Derfor lavede jeg et omslag med endegarnet, som ses på billedet, og fik på denne måde 150 masker.
Nu kan kanten strikkes flot sammen, en maske fra hver pind og med højre pindespids (3,5), som sidder klar.
Imidlertid skal de opslåede masker siddende på pinden bagest skiftevis tages ret og drejet ret, da de sidder forskelligt på pinden grundet opslagningen. Hvis man synes det er bøvlet, kan det jo ordnes inden, så alle masker sidder normalt.
Dernæst strikkes 5 omgange ret med pind 3½, som er den pind der bruges i arbejdet, når der strikkes glat.

Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar