mandag den 30. januar 2017

Granny Squares til legetæppe til hundekurv

Granny Squares til legetæppe til hundekurv

Mit barnebarn har en lille hundekurv, som jeg er ved at lave et tæppe til.

Det bliver i de klassiske og hæklede mormorfirkanter eller Granny Squares.

Jeg har kigget på YouTube og valgt en måde, hvor man skifter omgang evt. farve i diagonalen mod hjørnet. Ellers bruger jeg tre stangmasker i gruppen. I hjørnerne har jeg to luftmasker mellem stangmaskegrupperne i samme hul og på siden en luftmaske mellem adskilte stangmaskegrupper.

Jeg ville gerne have brugt uld, men har købt billigt akrylgarn i Kvickly. Det kan bruges til leg, da det ikke skal varme. Hæklenål 3½.

Det giver en stor effekt at hækle en (råhvid og) ens kant rundt om alle hæklede firkanter.




Jeg har seks farver i gang her, købte senere råhvid for ens yderomgang.


Jeg har kigget på YouTube efter måder at sætte firkanterne sammen på, de kan sys eller hækles sammen på flere måder. Jeg fandt en metode, hvor man stikker ind i yderlænken fra retsiden på begge firkanter og hækler sammen fra retten med en kædemaske. Den tænker jeg, at ville prøve.

Mht. størrelsen tror jeg, at tæppet kun bliver på 12 felter (3x4).

Her er de to færdige 'hundetæpper' til leg til børnebørnene. Jeg gik væk fra at lave kædemasker og syede det ene sammen i yderlænkerne, mens det andet er hæklet sammen uden at stikke i masker. Jeg stak mellem stangmasker og under luftmaskebro. Det blev ikke for stramt, selvom der kun blev hæklet to fastmasker over tre stangmasker.
Kanten blev to omgange fastmasker med tre fastmasker i hjørnerne og en omgang bølgekant til sidst med fem stangmasker i samme maske, overspring af en maske, fæstn med fastmaske. Skal tilpasses så der bliver fem stangmasker i hjørnerne (dvs. spring to over før fm det nødvendige antal gange og gerne fordelt).