søndag den 30. juni 2013

Tur til Kagsmosen

Det er dejligt at gå i naturen og yderligere inspireret af livsstilsprogrammet U-turn med Chris McDonald, kørte min mand og jeg af sted for at vandre en tur.
 
Først var vi i en kolonihaveforening, hvor vi fandt to forskellige kolonihaver, som passede til at kunne være dem, som min mands familie havde, da han var dreng.
Vi passerede et loppemarked der, som gav et udbytte med en legokasse med duploklodser for 40 kr., tak, og et sødt krus.
Vi fotograferede lidt undervejs til en lille slægtshistorie.
 
 
Klik gerne på billedet
 
Dernæst gik vi ad Pilemosevej under motorvejen og kom forbi et byggeri af et forsinkelsesbassin (underjordisk) til regnvand.
Sulten havde meldt sig, så vi fandt en bænk ved Kagsmosen og tog vores sandwich og en tår vand.
(Det var boller bagt af byg og rug med ost og skinke og rød peberfrugt).
 
Det var dejligt, så gik vi vist 1½ gang rundt om mosen og så undervejs disse ællinger og gæslinger, der allerede var tamme, og straks kom op for at få mad, (hvad vi ikke havde).
En rovfugl var i luften, mon det var en duehøg?
Vi kom også op på en bro ved Vestvolden og så blishønekyllinger, fiskene snappede i vandoverfladen og et egern var på besøg på broen. Lidt efter kom vi til en duerede i bevoksningen, og duemor lå og varmede et par dueunger, så vi i kikkert.
Vi fik ekstra dyreoplevelser et par gange, fordi vi gik lidt længere end først planlagt. Vi skulle ud til bilen og væk fra mosen, men jeg tænkte, at vi i bedste U-turnstil godt kunne klare lidt mere, så vi kom hele vejen rundt og mere til og op på volden inden vi gik ud på asfalt og tilbage til bilen.
Det var en skøn tur.

Sømandssweater - str. 1½ år- del 6 - for øverst - turkis Bonita

 
Klik evt. på billedet for detaljer
 
 Ærmegabsrundingen er lavet på forstykket, og der er 67 masker* på (rund)pinden 3½.
Så strikkes der fortsat glat med knudekantmasker til afstanden*"*
fra slutningen af 7. boblerække = 4,4 cm (16 pinde sluttende med retpind).
Så skiftes over to pinde til pindespidser 3, som der strikkes med.
Der skal nu strikkes 3 boblerækker og der strikkes først 5 pinde glat inden 6. bobledannepind strikkes startende med 1 km/r, 1 r!, 5R-UP, 2 r, 5R-UP,... slut 1 km/r
Anden boblerække startes 1 km/r, 5R-UP
Tredie og sidste boblerække startes som den første.
 
Straks den sidste bobledannepind er strikket skiftes til p 3½ og der strikkes 3 pinde glat. Stykket måler nu 8,4 cm.
Dernæst følger en 4. p, som er en vrangpind, hvor der deles midlertidigt til hals og rundinger/skuldre.
 
På denne delepind (5. p) lægges 3 masker til i hver side af halsen, som på næste pind skal bruges i rundinger/skuldredelene.
Der deles sådan 22-23-22 egtl. 25-17-25 masker
De 22 masker strikkes på pind 3½ som hidtil, mens de midterste 23 masker strikkes over på en ærmerundpind 2½. De sidste 22 masker strikkes videre på samme pind 3½.
 

Halsrunding

Arbejdet vendes for at strikke arbejdets højre side (trøjens venstre side) først.
Halsrundingen*" skal laves i venstre side fra retten.
6.p 22 r, 2 r sm fra pind 2½, 1 r strikket fra pind 2½ = 24 m
7.p luk 2 vr af, vr,..., km/r (= kantmaske r) = 22 m
8.p 16 r, 2 r sm, r = 21 m
9.p km(r), 2 vr sm, vr,..., vr, km/r = 20 m
10.p i stil med 8.p
11.p i stil med 9.p
12.p i stil med 8.p = 17 m
13.p til og med 26.p strikkes lige op og med knudekantmasker i begge sider.
Sidste pind er en vrangpind, som ender ude i siden.
Stykket*"* over de 7 bobler måler 14,3 cm (ærmegab = 13,3 cm).
 
 
Her er jeg ved at strikke trøjens venstre forstykke (sidder til højre i arbejdet).
Ryggen er færdig og har to rundpinde siddende.
 
Efter at have strikket trøjens venstre forstykke færdig, lagde jeg skuldermaskerne (17 m) sammen med ryggens skuldermasker ret mod ret og strikkede (fra halsen) skulderdelene sammen samtidig med, at jeg lukkede af**.
 
Så gik turen til trøjens højre skulderdel (arbejdets venstre del). Der startes i ærmesiden, hvor der sættes garn til, det bliver en vrangpind over en vrangpind, der strikkes. Der strikkes de 22 m først siddende på pindespids 3½  og dernæst 2 vr dr sm fra pind 2½ sluttende med 1 vr fra pind 2½. At strikke de 2 vr dr sm gøres lettest ved at tage den anden ende af rundpind 2½ og stikke den 'drejet ind' og strikke maskerne sammen og så sætte masken over på 3½'eren. 24 masker haves slutteligt på denne 6.p.
7.p luk 2 r af, r pinden ud = 22 m
8.p 1 r, vr,...,vr, 2 vr dr sm, 1 km/r = 21 m
9.p 1 r, 1 oindt, r pinden ud = 20 m
10.p 1 km/r, vr,...,2 vr dr sm, 1 km/r = 19 m
11.p i stil med 9.p = 18 m
12.p i stil med 10.p = 17 m
13.p til og med 26.p lige op og med knudekantmasker.
Sidste pind er er retpind, som ender ude i siden.
 
Stykket*"* måler nu 14,3 cm fra over sidste af de 7 bobler (ærmegab = 13,3 cm).
 
Så strikkes også denne skulder sammen med samtidig aflukning**, der er 17 masker*** på  hver skulderdel. Der startes ved halsen med garn fra ryggen.
 
Begge skuldre er strikket sammen fra halsen og ud for at få enderne ud i skuldersømmene.

 
Her har jeg hæftet de ender, som ikke berører ærmerne. Det er opslagsenden i kanten, som samtidig fikserede en lang løkke, jeg slap af med ved at bruge en hæklenål og trække den ind i dobbeltkanten.
Og så et sted hvor jeg havde sat nyt garn til, jeg fikserede de to ender på 'naboendens side' og delte derefter garnet i 2x2 tråde og hæftede 4 halverede ender. Det var i siden.

* De 67 masker bevares hele vejen op i modsætning til ryggen øverst, hvor der var 68 m fra boblerne startede og op. Fremover skal både ryg og forstykke have 67 masker.

*" Halsrundingerne er en forfinet udgave af den blå sømandssweater, jeg genstrikker. Summen af masker er det samme.
*"* Der måles fra de 7 bobler, dvs. fra over den store bobledannemaske og til og med pinden.

** Sammenstrikning og samtidig aflukning:
Vrangen vendes ud på trøjen og skulderdelene lægges (usnoede) ret mod ret. Maskerne skal sidde på pinde(spidser) der vender ind mod halsen her. En rundpind kan f.eks. trækkes igennem, så spidsen kommer i den rigtige side eller masker kan overføres til en ledig pindespids.
Med en pind 3½ strikkes en maske fra hver pind ret sammen, og de strikkede masker lukkes løbende af ved at trække forgængeren over den sidst strikkede.

*** På den blå sømandstrøje jeg strikkede først på året, og som jeg nu genstrikker for at lave en hel opskrift, strikkede jeg skuldrene 16 masker brede. Her har jeg valgt at lave dem 17 m brede for at mindske halsåbningen en smule, der skal stadig være plads til at få et barnehovede igennem.
I tillæg bliver den 1 maske mindre foran i denne turkise udgave, da forstykkets hals er reduceret med 1 m, sml.*.

Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat - private use only

onsdag den 26. juni 2013

Kikærter

Nej, de er ikke strikkede. Der findes ellers kopier af meget i strikkeland, men det er ikke mit interesseområde.
Næh, de er kogte. Gode til fryseren, så man ikke først skal udbløde og koge før end man kan bruge dem.
Dog kan jeg dagen efter tilføje, at der er et par grydelapper med af 'egen avl' på et af billederne. Det er en tidligere og lidt stor version, som vi bruger i køkkenet med stor fornøjelse.


Jeg havde købt en økopose fra Urtekram med 400 g i. De fyldte ca. 5 dl, så der er 80 g pr. dl.
Efter udblødning natten over fyldte de ca. 12 dl og efter kogning endda ca. 13 dl. Vægten efter iblødsætning og kogning var 875 g, så der nu er 67 g pr. dl.
Vægten er godt og vel fordoblet, og kikærterne har suget deres egen vægt 1,2 gange.

Fra start har jeg skyllet dem, og vandet er skiftet efter et stykke tid (bliver gulligt), så har de stået natten over (skal udblødes ca. 12 timer), og inden kogning har jeg taget 'de 10' dårlige/afvigende fra.
Jeg har kogt dem i en time i en høj gryde uden salt, men i frisk vand.
Så står de lige nu og køler langsomt ned i kogevandet, det kan de godt tåle.

Her er de afkølede kikærter.

Kikærterne skal udblødes for at undgå luftdannende stoffer, mener jeg.
Kogevandet er velsmagende, men jeg hælder det gerne ud.
Mon de luftdannende stoffer er blødt ud inden kogning?
Normalt savner jeg ikke kogevandet, men sidst da jeg lavede hummus, måtte jeg tilsætte vand, da det ellers var for tørt trods citronsaft, så kunne kogevandet have været brugt, men så skal der også laves hummus af friskkogte kikærter.

Inspireret af mit eget skriveri i indlægget i går, fandt jeg på, at veje 250 g kogte kikærter af og tilsætte 150 g kogevand og fryse med ned. Det har jeg gjort med de to venstre poser. Den sidste pose indeholder resten, 370 g. Der var dukket få mørke kikærter op efter kogningen, ud med dem.

Portionen vil jeg dele måske i tre poser, som jeg f.eks. kan lave hummus af. En ret med bagte røde peberfrugter,  skåret i tern efter skindet er fjernet så godt som muligt, og tilsat kikærter plus smagsgivere har også været en god ret.

Hummus laver jeg med tahin fra Urtekram, den er ok, selvom jeg tidligere har læst en anbefaling at et bestemt mærke fra en helsekostforretning, som skulle være bedre. Jeg kommer også citronsaft, spidskommen, lidt olivenolie, salt og peber i samt mager skyr og evt. vand. Det hele blendes.

De omtalte opskrifter har jeg fra en bog*, der hedder 'Spis dig rask', og som fokuserer på en kost, som holder insulinniveauet i blodet lavt., hvilket er godt både for syge og raske.
Det er muligt at få målt insulinindholdet i blodet. Normalt måler lægen blodsukkeret, men det kan sagtens være normalt samtidig med, at man har for højt insulinindhold, og viser således intet om, at man er i risiko for livsstilssygdomme.

* Forfattere Bjarne Stigsby og Hanne Juul, 2012.

Sømandssweater - str. 1½ år - del 5 - ryg øverst - turkis Bonita

 
Sådan blev ryggen øverst - her er den endda strikket sammen med forstykket.
 

Ærmegabene er beskrevet i et tidligere indlæg, så her kommer 'ryg øverst'.

Efter det lille ærmegab, med 2+2x1=4 masker indtaget i hver side af ryggen,
er der nu  67 masker på pinden (3½),
Der strikkes videre glat lige op til der er 4,5 cm* (16 p* - lige antal - slut med retpind)
og med knudekantmasker i siderne som hidtil.
På sidste pind, som skal være en retpind, tages 1 m ud** inden for kantmasken i begyndelsen (blev her i slutningen) af pinden ved at tage en lænke op og strikke den drejet ret = 68 m.
Så er der masker til 2 kantmasker og et boblemønster deleligt med 3 (mod3+2).

Pindeskift til rundpind 3 (over de følgende to pinde i det kommende boblestrik).
 
Derefter følger 5 boblerækker ABABA (nu strikket frem og tilbage).
Boblerækkerne strikkes som hidtil med 5 pinde glat, start her med vrangpind, og skift mellem bobledannepind A og B for hver boblerække
A = km, 2 r, 5R-UP,....., 5R-UP, km
B = km, 1r, 5R-UP,....., 5R-UP, 1r, km

Det har nok taget ca. 60 minutter at strikke de 5 boblerækker (68 m); jeg tog tid noget af tiden.

Efter sidste bobledannepind,
skiftede jeg først den ene spids til 3½ og strikkede en vrangpind og dernæst den anden spids (jeg måler altid pindestørrelsen efter for at undgå forveksling) og strikkede videre glat.

Sådan et par pinde tager efterfølgende knap 3½ minut at strikke (68 m) med vendinger undervejs.

 
Når stykket måler (fra det sædvanlige sted*) 12,5 cm (jeg har strikket 11 p sluttende med retpind), deles stykket i 'halsbund og rundinger/skuldre' i en midlertidig fordeling.
Knudekantmaskerne i siderne bibeholdes.
Strik 19 m vrang med p 3½, 30 m vrang med ærmerundpind 2½, de sidste 19 m videre på samme pind 3½.
Halsbunden skal ende med 24 masker, skuldrene 17 masker hver og rundinger 5 m x 2 sider = 68 m.

Ryggens højre (og arbejdets højre) side

12.p Der startes fra retsiden med 19 m ret og dernæst strikkes 2 r sm af de stramme masker fra p 2½*** og slut med 1 stram m strikket r = 21 m tilbage ud af 22.
13.p km/r, 2 vr sm, vr,...,vr, km/r = 20 m
14.p r, r,...,2 r sm, r = 19 m
15.p som 13.p = 18 m
16.p som 14.p = 17 m = ønsket antal skuldermasker
17.p r, vr,...,vr, r (ingen indtagning)
Sidste pind slutter ude i siden, enden klippes lang, og der laves en dunde.
Højden målt fra det sædvanlige sted* skal være 14,3 cm.

Ryggens venstre (og arbejdets venstre) side

Der startes fra vrangsiden! med garntilsætning.
12.p 19 m vr og dernæst strikkes 2 vr dr sm af de stramme masker fra p 2½*** (brug den anden ende af ærmerundpind 2½ og før den strikkede maske over på p3½) og slut med 1 stram maske strikket km/r = 21 m tilbage ud af 22.
13.p km/r, 1 oindt, r pinden ud
14.p km/r, vr,...,vr, 2 vr dr sm, km/r
15.p som 13.p = 18 m
16.p som 14.p = 17 m = ønsket antal skuldermasker
17.p ret over alt (ingen indtagning)
Sidste pind slutter ude i siden, enden klippes lang, og der laves en dunde.
Højden målt fra det sædvanlige sted** skal være 14,3 cm.
 
Nu løslades rundpind 3½ (jeg har kun en i Knit Pro), og der isættes en grå ærmepind 3½ til opbevaring af maskerne. Den kan opbevare begge skuldersider, fæstn med 1-2 e-masker.
 
*Der måles fra boblemønsteret, som ligger 1 cm under ærmegabets nederste kant.
Der måles fra oven over den store bobledannemaske og til og med maskerne på pindespidsen. 
 
** Det overvejes til en anden gang, at undlade at tage ud fra 67 til 68 m og så starte A med 1r og B med 0r for symmetri og lige 'boblede' sidekanter. Højre side bliver nemlig en anelse flad. Den inspiration brugte jeg kort efter på forstykket, hvor halsbunden så skal være 1 maske smallere.
 
*** Pind 2½ holdes vandret i venstre hånd for at undgå træk i 'skilningen'.
 
Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.
Fuld version - korrektur læst.

Sømandssweater - str. 1½ år - del 4 - ærmegabet - turkis Bonita

 
Bullen (røret under armene) er forberedt til deling i for- og bagstykke på bullens sidste omgang.
 
Først kommer en længere beskrivelse af, hvordan jeg undgår løse masker under armene
og så en kortere beskrivelse af det enkle ærmegab.
 
Jeg ønsker 4 masker i alt under hver arm, men jeg strikker 10 masker i alt på en tyndere pind for at undgå løse masker senere. Jeg har her brugt en ærmerundpind 2½ til de to sider.
På næstsidste omgang undlader jeg at strikke de 5 sidste masker på pind 3½. Dem strikker jeg så til gengæld med pind 2½ og videre på pind 2½ - 5 masker startende på den nye omgang.
Så bruger jeg pind 3½ igen,
strikker 65 masker og gentager i modsat side med at strikke 10 masker på pind 2½.
 
Så strikker jeg omgangen hjem til første ende af pind 2½ ved at strikke 65 masker på pind 3½ og yderligere 3 masker fra pind 2½, som har siddet i venteposition til bagstykke, 68 m.
Så tager jeg et nyt kabel med pindespids 3½ og der strikkes 'fladt' (frem og tilbage) ved at strikke en vrangpind, startende med en ret (til knudekantmaske). Der suppleres med yderligere 3 (vrang)masker i venteposition på pind 2½ i den anden side, 65 + 2x3 = 71 masker i alt.
 
 
 
Her ses de syv masker, der er tilbage, mens rygstykket skal strikkes. De 4 skal bruges til sammensyning, mens de 3 sidste skal indgå i forstykket.
 
Solen gik sent ned her ved midsommer, men det var stadig lyst.
Billederne er dog fotograferet i elektrisk lys, så farverne varierer - garnet er turkis.

 
Vrangen ser også spændende ud.
 
Ærmegabet, skal være meget beskedent, da ærmet næsten skal være 'tilsat'.
På de følgende to retpinde tages i hver side en maske ind. I højre side laves inden for (knude)-kantmasken 1 oindt. og i venstre side strikkes 2 r sm (inden for kantmasken).
Så hælder indtagningerne den ønskede vej.
Der er sammenlagt taget 4 masker (2+2x1) ind i hver side, og der er 67 masker på pinden.
Siderne skal strikkes lige op til skuldrene.
 Ærmet vil så nærmest blive 'tilsat' over sidesømmen på nær en lille hulning nederst (såvel for som bag).
Det ses i øvrigt på billedet neden under.
 
 
Her ses bullen (forstået som det rundstrikkede stykke op til under armene) og en mere korrekt turkis farve. Jeg har nået at strikke videre på det øverste af ryggen, som ses fra vrangen.
 
Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.

mandag den 24. juni 2013

Sømandssweater - str. 1½ år - del 3 - bullen - turkis Bonita

Her ses det nederste af bullen.
 
 
Så er der trævlet op og strikket nye boblerækker (havde en række for meget i mellem før).
Jeg havde sat nyt garn til pga en sjælden sammensplejsning i garnet. Det viste sig at passe med det stykke, der skulle trævles op, så jeg tog noget 'frisk' garn i stedet for det optrævlede uden at få flere ender. Da rundpinden var ude kunne jeg nemt måle bredden på kanten, den er 29,7 cm.
Sikkerhedsnålene sidder i kanten for neden.
Den 'vandrette' fjernes. Den brugte jeg kun til at tælle omgange med før første bobledannepind.

Jeg er nået til første garnnøgleskift her, da der gik noget (optrævlet) garn fra. Jeg fandt ud af, at en omgang masker (150) bruger ca. 215 cm garn, så det havde jeg mindst til rest inden sidste omgang blev strikket, så jeg kunne ende ude i siden (hvor jeg gerne vil hæfte enderne).
 
Så er jeg nået op til ærmegabet.

 
Det tager en lille halv time, at strikke en enkelt boblerække.
En omgang glat/ret tager 3 minutter.
 
Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.

Sømandssweater - str. 1½ år - del 2 - boblerne - turkis Bonita

 
 
23/6-13
 
 
Efter de 5 omgange glat/ret efter sammenstrikningen af kanten har jeg strikket en boblerække.
Boblerne har en anden strikkefasthed og i stedet for at strikke med pindespids 3½, som til glatdelen, strikker jeg med et ½ nr. tyndere pindespids, altså pindespids 3.
Mønsteret går over 12 pinde og består af 5 omgange glat, så en særlig bobledannepind, dernæst atter 5 omgange glat og så den særlige bobledannepind nu forskudt 1 maske.
Så efter de 5 omgange glat som var strikket med pindespids 3½ er der efterfulgt 5 omgange glat strikket med pindespids 3.
Bobledannepinden vises i en lille fotoserie længere nede i indlægget.

Mellem boblerne ses bobledannemasken, som en lidt forstørret retmaske (her med 5 alm. v'er over talt under pinden). Denne maske ses under pinden, når der er strikket én omgang glat/ret efter boblepinden. Her har jeg altså strikket 6 omgange glat - og det er én for meget.
Det store V er nemt at tælle ud fra.
 

Her sidder en vandret sikkerhedsnål, der viser omgang 1 efter kanten, og en lodret sikkerhedsnål, der viser omgangens start.

Bagsiden.
 
 
Nu kommer fotoserien af bobledannepinden, pind 6 i mønsteret. Dog er der fejl her, da jeg laver den på omgang 7, men hvis der ses bort fra afstanden ned til den første række bobler, viser billederne det ønskede.

To masker ret er strikket (igen).
 

Den efterfølgende maske strikkes ikke normalt, men i 4. hul/maskehul under pinden. Her er pinden stukket ind i 4. maskehul.

Garnet er hentet ind/masken er strikket gennem dette hul.

Masken er vippet af venstre pind og skal have lov til at kunne løbe. Der strikkes bare videre uden at tænke over hvad masken finder på. Den kan højst løbe ned til, hvor masken blev strikket.
Der skal strammes til efter masken er strikket.
At strikke masken i 4. maskehul under pinden svarer til at strikke den 5 rækker nede.
Denne maske hedder også 5R-UP (5'te Row/Række UP/OP).

Dernæst strikkes to retmasker inden der atter strikkes en maske nede i 4. maskehul. Disse to masker kan synes lidt løse, men kan ikke strammes, da det er omgangen under. De to masker strikkes almindeligt, men der strammes som skrevet efter 'bobledannemasken'.
På billedet ses bobledannemasken på pinden, som en enkeltsiddende maske mellem maskeparrene bestående af to ret. Dette er i mønsteret omgang 6 siddende på pinden.
Når første omgang ret efterfølgende er strikket, sidder denne bobledannemaske under pinden som et stort V.
Videre har jeg har strikket tre rækker i alt med forkert afstand, så jeg må trævle op, så det ligner billedet oven over, men uden den omgang, der er for meget.
Omgang 6 i mønsteret starter jeg med 2 ret.
Omgang 12 i mønsteret starter jeg med 1 ret.
Mønsteret går over 12 omgange og kan gentages det ønskede antal hele eller halve gange.
I bunden af trøjen skal der være 3 rækker med bobler (1½ mønsterrapport).
 
Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.
 

fredag den 21. juni 2013

Sømandssweater - str. 1½ år - del 1 - dobbelt kant - turkis Bonita

Intro 21/6-13
 
Garnet er købt, og jeg har planlagt at genstrikke sømandstrøjen, jeg tidligere har strikket i marine.
Jeg arbejdede bagefter på at lave en opskrift af mit eget design, men den blev ikke færdig.
Jeg har mængder af arbejdspapirer, så de skulle gerne omsættes til en færdig opskrift denne gang.
 
Start 22/6-13
 
Bonitagarn i turkis og en startrundpind med pindespids 3 i venstre side og 3,5 i højre side til at slå op på. Kabel '60'. Hjælpegarn Pimabomuld 8/2 lagt dobbelt.

 
Åben opslagning. Startede med en knudemaske/slipknot af garn og hjælpegarn og ender i hæftelængde. Hjælpegarnet kan være et tykt bomuldsgarn i afvigende farve.
Jeg har startet opslagningen ved at *gå under hjælpegarnet og hentet den første maske op, dernæst 'slå om' om garnet*. Gentag * til *.
Slipknot'en skal ikke bruges og er på billedet neden under 'vippet af pinden'.
Jeg har slået 150 masker op - et antal deleligt med tre.
Maskerne ligger sammen to og to på grund af opslagningen.
Den fjernede slipknot gav alligevel en 'maske', derfor skal sidste opslåede 'slå om'/maske fjernes. Den er endnu med på billedet nedenunder.

 
Næste gang kan jeg se om det er bedre at fjerne en maske fra venstre pind.


Så er maskeantallet justeret ovenover og rundstrikningen kan begynde.
Samtidig har jeg skiftet højre pindespids til 3, da inderkanten skal strikkes på ½ nr. tyndere pinde.


Her er der så strikket tre masker.

Og her nogle omgange.
 


Først er der strikket 8 omgange ret efter opslagningen på pind 3, dernæst en vrangomgang til venderille også på pinde 3. Dernæst er der skiftet til pindespids 3.5 i højre side ('strikkesiden'), og atter er der strikket 8 pinde.
På et sted hvor der måles på tværs fra yderside af maske på tråd til yderside af maske på kabel fås på hver side af venderillen (uventet) det samme mål 2,4 cm. Derfor 8 omgange på hver side af vendeomgangen.
Der stikkes en rundpind 2½ ind i de opslåede masker og garnet trækkes ud (f.eks. til sidst). Hvis det er en ærmepind sæt elastik om enderne så maskerne ikke falder af, når der tælles efter. Der blev 149 masker ud af 150 ønskede. Derfor lavede jeg et omslag med endegarnet, som ses på billedet, og fik på denne måde 150 masker.
Nu kan kanten strikkes flot sammen, en maske fra hver pind og med højre pindespids (3,5), som sidder klar.
Imidlertid skal de opslåede masker siddende på pinden bagest skiftevis tages ret og drejet ret, da de sidder forskelligt på pinden grundet opslagningen. Hvis man synes det er bøvlet, kan det jo ordnes inden, så alle masker sidder normalt.
Dernæst strikkes 5 omgange ret med pind 3½, som er den pind der bruges i arbejdet, når der strikkes glat.

Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.


Sommer


Varm sommerdag i går.
Jeg havde plantet potter om og fået jord under neglene. De høje plastikkrukker med de kirsebærfarvede pelargonier havde jeg - viste det sig - vandet for meget, så to af dem måtte tømmes lidt. Kaktus fra stuen fik også lidt jord (dog så- og kaktusjord).
Dernæst stod den på kost, klud og spand.
Sådan blev altanen efter jeg havde fejet og vasket af :-)


 
Så er manden vendt hjem fra arbejde, og vi kan nyde altanen og det gode vejr sammen.
Vi spiste en lille dejlig vanilleflødetrille til (Änglamarks).
 
Senere kunne vi fejre sønnen, der nu har sommerferie fra Universitet,
med at grille og hygge, hvor han bor.

tirsdag den 18. juni 2013

Blå grydelapper fra GrubeDesign

 
Så er der et par grydelapper mere på vej - til lager. Denne gang i en køn blå farve.
 

Det er mit eget design (ud fra kendte mønstre osv.), og jeg skal lave fire af disse lapper, som hækles sammen to og to. De er vældig gode i brug.
Min mand og jeg har været en tur i Dahmen (det tidligere Østtyskland) i weekenden og har nydt naturen og dyrelivet med bl.a. stork og fiskeørn. Vi var af sted med seks andre og kørte i bus og tog. Lidt strikning kunne det også blive til samt at glemme den ene? kantmaske i dominokantmasker, så der måtte strikkes om ;-)
Jeg laver strikket opslagning, så starttråden hænger derfor i venstre side (når retten vender op).



mandag den 17. juni 2013

Stribet babybluse fra Hendes Verden - de monterede dele

 
Så blev den færdig i dag, variationen af den stribede babybluse fra Hendes Verden.
Jeg har ikke strikket den på rundpind, ellers er den tæt på opskriften.
Str. 2 mdr.
 

Monteringsteknik er ikke nærmere beskrevet i opskriften, så her er mit bud på det.

Jeg har syet side- og ærmesømme nede fra og op med maskesting fra side til side.
Der kommer desværre sømrum, hvilket jeg gerne var for uden til en lille nyfødt.
(Det er lange opslagsender jeg har bevaret, og som nu gør gavn til sømmene,
og som er lange nok til isyning af ærmer i fællesskab).
Ærmegabet er syet med stikkesting fra sidesøm og ud til raglansøm, hvor jeg har fortsat med maskesting. Rygsiden sys først, da 'bagklappen' skal ligge yderst og være sammensyet med ærmet. Bagefter sys den anden side af ærmet i fra midt under ærmet, op langs raglanindtagningerne og til bagspidsen nås. 'Forklappen' sys til indvendig, se længere nede.
 
Elias 13 dage gammel blev ejer af denne bluse i dag.


Her ses den fulde bredde.
Højden op til halskanten har jeg mindsket lidt,
da jeg gerne ville have en hvid stribe under den blå kant.
 
 
'Bagklappen' er syet fast til ærmet, mens 'forklappen' indvendig er kastet til sømmen fra bagklap/ærme. 
 
Hov, de ærmestriber ser da en smule forskudt ud.
Der er udtagninger i kanten, der nok spiller ind, når der sys sammen.
Sidesømmen ser fin ud, den er lodret uden udtagninger, men har dog garnskift på det ene stykke.


De strikkede dele kan ses i indlægget
'Stribet babybluse fra Hendes Verden - de strikkede dele' fra 7. juni 2013.

fredag den 7. juni 2013

Stribet babybluse fra Hendes Verden - de strikkede dele

Model fra Hendes Verden maj 2013


Jeg har efter flere strikkeprøver fundet ud af, hvordan jeg får en strikkefasthed på 28 m x 40 pinde.
I mit tilfælde, hvor garnet er Pimabomuld 8/2, er løsningen at strikke retpinden med nr. 3 spids og vrangpinden på nr. 3½ spids (jeg strikker med Knit Pro spidser, der kan skrues på kabel).
Det indebærer, at jeg ikke kan strikke rundt, men må strikke frem og tilbage (fladstrik kalder jeg det).

Nu har jeg så fået strikket de 4 dele uden kanter og min glæde er stor, da strikkefastheden blev som ønsket, det har jeg nemlig ikke været vant til. Jeg havde da også undersøgt, hvordan jeg kunne ramme den ønskede strikkefasthed, se evt. mit indlæg 'Strikkefasthed - et lille studie' fra forleden (2. juni).

 


 
Delene skulle presses let, så det har jeg gjort.
 
 

 Strikketeknik

Kantmasker: Jeg måtte slå to masker ekstra op i forhold til opskriftens rundstrik, da jeg skal bruge sømrum.

Garnskift i siden: Sidste maske på vrangpinden strikkes med begge garnfarver, hvorved den nye farve hentes op. Den skal fiskes frem fra siden, og jeg lægger begge garnfarver over pegepingeren med den kommende nye yderst til venstre og strikker en retmaske med dem (kantmaske på vrangsiden). På næste retpind er den første maske dobbelt, men skal selvfølgelig strikkes som én maske.

Garnføring i aflukning til ærmegab: Den gamle garnfarve vikles om efter hhv 1-2-2 aflukkede masker, så den er helt med henne næste gang, der er brug for den :-)

Topspidser: Der henvises til opskriften, men indtagning på vrangpinden fandt jeg selv frem til, i højre side strikkede jeg to vrang sm og i venstre side strikkede jeg to dr. vr. sm (de sidder på pinden som de er strikket, men jeg stikker højre pindespids ind fra venstre side bag startende med nr. 2 maske fra spidsen). Så hælder maskerne rigtigt/pænt på retsiden. Garnskift, som jo findes i højre side af arbejdet, foregår på venstrehældende side ved at sno de to garnfarver om hinanden efter kantmasken. Jeg lægger enden fra den strikkede kantmaske (nr.1 maske på højre pind) over den gamle farve neden under (med uret) og bruger den nye farve igen til maske nr. 2.


Her er toppen af ryggen, hvor kanten siden er blevet trævlet op. Først havde jeg nemlig villet det så godt og havde strikket 1. pind efter opsamlingen af halsmasker - drejet ret, men så kom der nogle lange tråde under og først forsøger jeg, at bevare maskeopsamlingen, men siden har jeg strikket de to topspidser igen. Her er kanten også for kort i bredden synes jeg, så nu må vi se, hvordan den bliver med de nye halsrundingsspidser.



Neden under er indholdet fra et tidligere indlæg fra 26. maj, hvor jeg har skrevet om starten af blusen. Det sletter jeg nok senere, men da der har været gæster på bloggen, kan det stå lidt. Siden har jeg jo fundet ud af, at jeg ikke kan ramme strikkefastheden ved at strikke rundt og at det ikke var nødvendigt at bruge magic loop, som ikke blev for kønt, da jeg ved oprydning fandt et kortere kabel, som passede!

Model fra Hendes Verden maj 2013
Så har jeg fået strikkepindespidser i 3.25 og har slået masker op til str. 2 mdr.


Jeg har lavet rillekanten med pindespidser nr. 3 (nr. 2½ findes ikke i dette system med træspidser) og har bevaret venstre spids som nr. 3 og strikker med 3.25 i højre side.
Det er lækker Pimabomuld (det hedder garnet) fra http://www.strikkebogen.dk/shop/pimabomuld-75c1.html
Det er lidt bøvlet med Knit Pro, da jeg må bruge 'magic loop'-teknik pga langt kabel. Det korte var nemlig for langt. Jeg ved godt, at der findes kortere spidser, men dem har jeg ikke (og heller ikke set dem endnu i skæve mål).


søndag den 2. juni 2013

Strikkefasthed - et lille studie

Strikkefastheden i Pimabomuld 8/2 angives i opskriften på babyblusen med amerikansk lukning i Hendes Verden til at være 28 m x 40 p på pinde 3 i glatstrikning.

Først lavede jeg 3 ministrikkeprøver, hvor ingen af dem passede helt. Derfor købte jeg, som noget nyt, et skævt nr. 3.25, og det lovede også godt (4. prøve), MEN
når jeg så strikker rundstrik, så ændrer min strikkefasthed sig (til det løsere i bredden), og så øv, dur det ikke alligevel. I rundstrikning er der ingen vrangpinde, det spiller nok ind.

Her ses ministrikkeprøverne i vilkårlig orden. I midten vandret har jeg to rundstrikkede buller strikket på hhv pinde 3 og 3.25. De blev alt for brede, øv.

En gang har jeg læst tipset med at tage vrangpinden ½ nr. større end retpinden, så det har jeg gjort, og minsandten om jeg ikke har den ønskede strikkefasthed nu (prøve 5).
Begrænsningen er så blot, at jeg ikke kan strikke rundt, men så har jeg delt bullen i opskriften i to dele og må også strikke ærmerne fladt. Den opdelte bul ses nederst i billedet. Jeg har strikket ret med pindespids 3 og vrang med pindespids 3.5. Ju hu bredden passer :-)

 
Dette billede oven over viser vandrette linier for hhv ønsket antal masker og ønsket antal pinde.
Den vandrette akse angiver forskellige pindetykkelser.
Mine 4 fladstriksprøver er plottet índ (én kurve viser masker og en anden kurve pindene). De viser et forløb, hvor jeg på pinde mindre end 3.25 får både flere masker og flere pinde (på 10 cm) end ønsket.
De korte kurver angiver mine rundstrikprøver, og her ændrer fastheden sig i bredden til det løsere, øv, samtidig med at pindehøjden også bliver mindre end ønsket for pinde 3 (3.25 passer i højden).
 

Disse kurver består af værdier, hvor maskeantal er divideret med pindeantal. F.eks. 28 m/40 pinde = 0,7, der er det ønskede. Den røde kurve er mine rundstrikprøver, hvor værdierne er mindre :-(
Der kan evt. klikkes på billederne. F= fladstrik, R=rundstrik, A=anbefalet.

Jeg har et tidligere indlæg om strikkefasthed 'Strikkefasthed -løst og fast' & med overskrift Løst og fast - om strikkefasthed fra 12/2-12. Minsandten om jeg ikke også dengang strikkede bullen løsere.

Prøverne er strikket på forskellige typer pinde og er ikke særlig store, men kurverne viser antagelig nævnte tendenser samt f.eks. at på de tyndeste pinde bliver pindehøjden særlig lav (højt antal pinde).

Sådan strikker jeg?
De strikkede masker glider på pindene, men er ikke løse. På retpinden strikker jeg uden at trække til efter masken er kommet over på højre pind, masken sidder ('automatisk') 'til'. På vrangpinden strammer jeg hver enkelt maske til med et lille ryk, så den sidder 'til'.

Jeg tror, at det er designeren Annette Danielsen, der nævnte udtrykket 'bredstrikker' om de ca. 10% strikkere, der har problemer med strikkefastheden. Måske de laver brede masker og har en m/p-værdi under 0,7 for et garn som dette ;-)

m/p bruges her om antal m divideret med antal p. Hvis man bruger cm-bredde/cm-højde bliver det, det reciprokke tal, f.eks. 1/0,7=1,4(3), da strikkeprøver 'er' 10 x 10 cm.