Viser opslag med etiketten Sømandstrøje. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sømandstrøje. Vis alle opslag

onsdag den 24. juli 2013

Sømandssweater - str. 1½ år - del 8 - halsen - turkis Bonita


Sådan blev halsen i andet forsøg.
Jeg har taget masker op* og strikket videre på dem i midten for og bag, i alt 102 m på en lang rundpind 2½. 2. omgang har jeg lukket 10 masker af ved at strikke 2 r sm strategiske steder. Før og efter skuldersøm, to steder på skråbuerne foran, et sted på skråstykke bag, midterdele sprunget over.


3. omgang blev reduceret med 4 masker yderligere, 2 r sm ved skuldersømme og 2 r sm på skråbuerne foran forskudt fra 2. omgang. Der er nu 88 masker og indtagningen er slut.
4. omg. Så tog jeg pind 3 og strikkede glat.
5. omg. Så tog jeg pind 3½ og strikkede glat.
Når kanten måler 2,2 cm laver jeg venderille med pind 3 og strikker den indvendige kant i modsat rækkefølge af yderkanten (alle omgange med p.3).
Der bliver altså efter nogle omgange glat en omgang med udtagning af 4 masker og en omgang med udtagning af 10 masker. Da jeg målte kanten, synes den, at kunne klare en omgang glat mere inden aflukning, så det gjorde jeg. Kanten kom til at bule lidt indvendig, så måske det ikke var nødvendigt.



Her ses et billede fra sammensyningen, hvor jeg bruger hel tråd. Jeg har sat knappenåle i og fordelt den indvendige hals. For at få den glat udvendig har jeg vist så bagefter sat nålene udvendig. På de vandrette stykker kan en 'smileymund' følges for vandret isyning. På de skrå steder er maskerne taget op, så derfor er der et sømrum at sy fast i. Kantbredden skal så helst være i orden, så den kan sys glat fast i sømrummet.

* I skråbuerne havde jeg sørget for knudekantmasker, men hvor smart var det, da lænkerne går over to masker. I andet forsøg tog jeg en maske op i lænken og en maske op i knuden mellerm lænkerne, så blev det fint. Så det var smart nok alligevel, selvom mit første forsøg gav en hulrække.

søndag den 14. juli 2013

Sømandssweater - str. 1½ år - del 7 - ærmerne - turkis Bonita



Færdige ærmer :-)


De er strikket samtidig på et langt kabel.
Først strikkede jeg dog dobbeltkanterne separat.
 
 
Udtagningerne (på det store glatte stykke) ligger i højre side i start og slutning af omgangen.
Desuden har jeg taget ud før og på første omgang af det nedre boblestykke, og der er taget 20 masker ud (2 på hver 5. pind) på det lange glatstykke. Så blev der 75 masker ~25 bobler.
Boblestykkerne går lige op, mønsteret kan ikke klare udtagninger.


Her er dobbeltkanten før sammenstriknng, jeg har 42 masker.
Denne gang har jeg efter maskerne fra hjælpetråden er kommet på hjælpepind, flyttet maskerne endnu engang for at vende hveranden maske, så jeg ikke skal strikke hveranden drejet ret, som den åbne opslagning ellers gav anledning til.
 
Så er der strikket sammen.
Fra den færdige ærmeopskrift har jeg sakset følgende,
så alle ud- og indtagninger er beskrevet i blogindlægget.
Tilføjelser er med kursiv.
 
1. omgang efter kantsammenstrikningen strikkes glat/ret (42 m)
2. omgang. Her tages to masker ud ved at samle en lænke drejet op hhv. efter første maske og før sidste maske i omgangen (= 44 masker).
3. og 5. omgang glat/ret.
Der er nu 9v kant og 5v glat  = 14v over vandrette bundtråde og under pind. Sæt sikkerhedsnål i det 10.v (tælles som første v indtil bobledanneomgang er lavet).
 Boblestykke med 3 rækker bobler
Nu skiftes til boblemønsterstrik med 3 rækker bobler. Strikkespids (højre) skiftes til 3, og der strikkes 1. omgang glat/r, hvor der samtidig tages ud på følgende måde. Her tages 4 masker ud fordelt på omgangen således:
’1. omgang  5r, strik drejet lænke ret, *11r, strik dr lænke r*, gentag *til* 2 gange, 6r (44 m+4= 48 masker, som er deleligt med 3). Alle fire delpinde viser sig, at skulle strikkes ens. Når udtagningspinden er strikket ligger den drejede lænke lige under pinden, som et lille ’alpha’).
Dernæst skiftes den anden strikkespids ligeledes til 3.
2.-5. omgang glat/ret. Nu er der 10v fra og med sikkerhedsnål og til under pind samt 4v over ’alpha’ ~4 omgange strikket over udtagningsomgang. Sikkerhedsnålen, der tælles fra og med, kan fjernes.
6. omgang er en bobledannepind, og der startes med 2r. Alle fire delpinde starter med 2r og slutter med en bobledannemaske (da 24 m/3 = 8 bobler på hver delpind). Husk at vippe masken af der er strikket i 4 omgange nede, ellers bliver der en maske for meget.
 
2. boblerække
1.-5. omgang glat/ret. Efter første omgang ses den store bobledannemaske netop under pinden. Efter 5. omgang ses 4v over den store bobledannemaske.
6. omg i 2. boblerække: Alle fire delpinde starter og slutter 1r.
 
3. boblerække
1.-5. omgang glat/ret
6. omgang i 3. boblerække – som 1. boblerække
 
Glatstykke ca. 14 cm med udtagninger
Der skiftes efter sidste bobledannepind til strikkespids 3½, mens den venstre (passive) fortsat er 3.
’1. omgang er med udtagninger fordelt på omgangen således: 1r, strik drejet lænke ret, *8r, strik dr lænke r* gentag *til* 4 gange, 6r, strik dr lænke r, 1r (= 55 masker fordelt 27 m-28 m). 1.&2. delpind vil slutte 7r og  indeholde 3 udtagne masker. 3.&4. delpind vil indeholde 4 udtagne masker. Nogle af lænkerne, der skal samles op, indgår i en 5R-UP maske, men kan fiskes op med lidt umage.
Der udtages 2 m i siden på omgang 6-11- osv til og med omgang 51. Slut af med omgang 52 (ærmehøjde 20 cm).
 
Boblestykke med 7 boblerækker AB AB AB A
Der er ingen udtagninger her, men der kommer en mervidde, da strikkefastheden bliver en anden.
 
Glatstykke og lav ærmekuppel
Over de syv boblerækker under armen er der strikket 2 omgange glat. Den tredie omgang inddeles til ærmegab med 10 stramme masker, hvor af de 2x2 m bliver brugt til ærmegab, omgangen slutter med strikning af 3 af de stramme masker = p.t. 68 m i alt på p. 3½. Der strikkes med loop.
 
4. omgang km/r, vrang…, suppler med 3 stramme m der strikkes 2 vr, km/r (= 35 masker på delpind 1 og 4 m til rest på p. 2½, sæt evt. på sikkerhedsnål). I alt 71 masker på p. 3½.
5. omgang km/r, 1 oindt, r,…, 2 r sm, km/r (= 69 masker)
6. omgang km/r, vr,…, vr, km/r
7. omgang som 5. omg. (= 67 masker)
8. omgang som 6. omg.
9. omgang som 5. omg. (= 65 masker)
10. omg km/r, 2 vr sm, vr,…, 2 vr dr sm, km/r (= 63 masker). Omgang 10 giver en afrunding af hjørnet.
11. omgang Aflukning af 63 masker fra retten. Klip lang ende. Ærmet er 29,5 cm langt.
Håndledsbredde (½) = 7,6 cm. Under arm 13,2 cm bredt (½).


søndag den 30. juni 2013

Sømandssweater - str. 1½ år- del 6 - for øverst - turkis Bonita

 
Klik evt. på billedet for detaljer
 
 Ærmegabsrundingen er lavet på forstykket, og der er 67 masker* på (rund)pinden 3½.
Så strikkes der fortsat glat med knudekantmasker til afstanden*"*
fra slutningen af 7. boblerække = 4,4 cm (16 pinde sluttende med retpind).
Så skiftes over to pinde til pindespidser 3, som der strikkes med.
Der skal nu strikkes 3 boblerækker og der strikkes først 5 pinde glat inden 6. bobledannepind strikkes startende med 1 km/r, 1 r!, 5R-UP, 2 r, 5R-UP,... slut 1 km/r
Anden boblerække startes 1 km/r, 5R-UP
Tredie og sidste boblerække startes som den første.
 
Straks den sidste bobledannepind er strikket skiftes til p 3½ og der strikkes 3 pinde glat. Stykket måler nu 8,4 cm.
Dernæst følger en 4. p, som er en vrangpind, hvor der deles midlertidigt til hals og rundinger/skuldre.
 
På denne delepind (5. p) lægges 3 masker til i hver side af halsen, som på næste pind skal bruges i rundinger/skuldredelene.
Der deles sådan 22-23-22 egtl. 25-17-25 masker
De 22 masker strikkes på pind 3½ som hidtil, mens de midterste 23 masker strikkes over på en ærmerundpind 2½. De sidste 22 masker strikkes videre på samme pind 3½.
 

Halsrunding

Arbejdet vendes for at strikke arbejdets højre side (trøjens venstre side) først.
Halsrundingen*" skal laves i venstre side fra retten.
6.p 22 r, 2 r sm fra pind 2½, 1 r strikket fra pind 2½ = 24 m
7.p luk 2 vr af, vr,..., km/r (= kantmaske r) = 22 m
8.p 16 r, 2 r sm, r = 21 m
9.p km(r), 2 vr sm, vr,..., vr, km/r = 20 m
10.p i stil med 8.p
11.p i stil med 9.p
12.p i stil med 8.p = 17 m
13.p til og med 26.p strikkes lige op og med knudekantmasker i begge sider.
Sidste pind er en vrangpind, som ender ude i siden.
Stykket*"* over de 7 bobler måler 14,3 cm (ærmegab = 13,3 cm).
 
 
Her er jeg ved at strikke trøjens venstre forstykke (sidder til højre i arbejdet).
Ryggen er færdig og har to rundpinde siddende.
 
Efter at have strikket trøjens venstre forstykke færdig, lagde jeg skuldermaskerne (17 m) sammen med ryggens skuldermasker ret mod ret og strikkede (fra halsen) skulderdelene sammen samtidig med, at jeg lukkede af**.
 
Så gik turen til trøjens højre skulderdel (arbejdets venstre del). Der startes i ærmesiden, hvor der sættes garn til, det bliver en vrangpind over en vrangpind, der strikkes. Der strikkes de 22 m først siddende på pindespids 3½  og dernæst 2 vr dr sm fra pind 2½ sluttende med 1 vr fra pind 2½. At strikke de 2 vr dr sm gøres lettest ved at tage den anden ende af rundpind 2½ og stikke den 'drejet ind' og strikke maskerne sammen og så sætte masken over på 3½'eren. 24 masker haves slutteligt på denne 6.p.
7.p luk 2 r af, r pinden ud = 22 m
8.p 1 r, vr,...,vr, 2 vr dr sm, 1 km/r = 21 m
9.p 1 r, 1 oindt, r pinden ud = 20 m
10.p 1 km/r, vr,...,2 vr dr sm, 1 km/r = 19 m
11.p i stil med 9.p = 18 m
12.p i stil med 10.p = 17 m
13.p til og med 26.p lige op og med knudekantmasker.
Sidste pind er er retpind, som ender ude i siden.
 
Stykket*"* måler nu 14,3 cm fra over sidste af de 7 bobler (ærmegab = 13,3 cm).
 
Så strikkes også denne skulder sammen med samtidig aflukning**, der er 17 masker*** på  hver skulderdel. Der startes ved halsen med garn fra ryggen.
 
Begge skuldre er strikket sammen fra halsen og ud for at få enderne ud i skuldersømmene.

 
Her har jeg hæftet de ender, som ikke berører ærmerne. Det er opslagsenden i kanten, som samtidig fikserede en lang løkke, jeg slap af med ved at bruge en hæklenål og trække den ind i dobbeltkanten.
Og så et sted hvor jeg havde sat nyt garn til, jeg fikserede de to ender på 'naboendens side' og delte derefter garnet i 2x2 tråde og hæftede 4 halverede ender. Det var i siden.

* De 67 masker bevares hele vejen op i modsætning til ryggen øverst, hvor der var 68 m fra boblerne startede og op. Fremover skal både ryg og forstykke have 67 masker.

*" Halsrundingerne er en forfinet udgave af den blå sømandssweater, jeg genstrikker. Summen af masker er det samme.
*"* Der måles fra de 7 bobler, dvs. fra over den store bobledannemaske og til og med pinden.

** Sammenstrikning og samtidig aflukning:
Vrangen vendes ud på trøjen og skulderdelene lægges (usnoede) ret mod ret. Maskerne skal sidde på pinde(spidser) der vender ind mod halsen her. En rundpind kan f.eks. trækkes igennem, så spidsen kommer i den rigtige side eller masker kan overføres til en ledig pindespids.
Med en pind 3½ strikkes en maske fra hver pind ret sammen, og de strikkede masker lukkes løbende af ved at trække forgængeren over den sidst strikkede.

*** På den blå sømandstrøje jeg strikkede først på året, og som jeg nu genstrikker for at lave en hel opskrift, strikkede jeg skuldrene 16 masker brede. Her har jeg valgt at lave dem 17 m brede for at mindske halsåbningen en smule, der skal stadig være plads til at få et barnehovede igennem.
I tillæg bliver den 1 maske mindre foran i denne turkise udgave, da forstykkets hals er reduceret med 1 m, sml.*.

Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat - private use only

onsdag den 26. juni 2013

Sømandssweater - str. 1½ år - del 5 - ryg øverst - turkis Bonita

 
Sådan blev ryggen øverst - her er den endda strikket sammen med forstykket.
 

Ærmegabene er beskrevet i et tidligere indlæg, så her kommer 'ryg øverst'.

Efter det lille ærmegab, med 2+2x1=4 masker indtaget i hver side af ryggen,
er der nu  67 masker på pinden (3½),
Der strikkes videre glat lige op til der er 4,5 cm* (16 p* - lige antal - slut med retpind)
og med knudekantmasker i siderne som hidtil.
På sidste pind, som skal være en retpind, tages 1 m ud** inden for kantmasken i begyndelsen (blev her i slutningen) af pinden ved at tage en lænke op og strikke den drejet ret = 68 m.
Så er der masker til 2 kantmasker og et boblemønster deleligt med 3 (mod3+2).

Pindeskift til rundpind 3 (over de følgende to pinde i det kommende boblestrik).
 
Derefter følger 5 boblerækker ABABA (nu strikket frem og tilbage).
Boblerækkerne strikkes som hidtil med 5 pinde glat, start her med vrangpind, og skift mellem bobledannepind A og B for hver boblerække
A = km, 2 r, 5R-UP,....., 5R-UP, km
B = km, 1r, 5R-UP,....., 5R-UP, 1r, km

Det har nok taget ca. 60 minutter at strikke de 5 boblerækker (68 m); jeg tog tid noget af tiden.

Efter sidste bobledannepind,
skiftede jeg først den ene spids til 3½ og strikkede en vrangpind og dernæst den anden spids (jeg måler altid pindestørrelsen efter for at undgå forveksling) og strikkede videre glat.

Sådan et par pinde tager efterfølgende knap 3½ minut at strikke (68 m) med vendinger undervejs.

 
Når stykket måler (fra det sædvanlige sted*) 12,5 cm (jeg har strikket 11 p sluttende med retpind), deles stykket i 'halsbund og rundinger/skuldre' i en midlertidig fordeling.
Knudekantmaskerne i siderne bibeholdes.
Strik 19 m vrang med p 3½, 30 m vrang med ærmerundpind 2½, de sidste 19 m videre på samme pind 3½.
Halsbunden skal ende med 24 masker, skuldrene 17 masker hver og rundinger 5 m x 2 sider = 68 m.

Ryggens højre (og arbejdets højre) side

12.p Der startes fra retsiden med 19 m ret og dernæst strikkes 2 r sm af de stramme masker fra p 2½*** og slut med 1 stram m strikket r = 21 m tilbage ud af 22.
13.p km/r, 2 vr sm, vr,...,vr, km/r = 20 m
14.p r, r,...,2 r sm, r = 19 m
15.p som 13.p = 18 m
16.p som 14.p = 17 m = ønsket antal skuldermasker
17.p r, vr,...,vr, r (ingen indtagning)
Sidste pind slutter ude i siden, enden klippes lang, og der laves en dunde.
Højden målt fra det sædvanlige sted* skal være 14,3 cm.

Ryggens venstre (og arbejdets venstre) side

Der startes fra vrangsiden! med garntilsætning.
12.p 19 m vr og dernæst strikkes 2 vr dr sm af de stramme masker fra p 2½*** (brug den anden ende af ærmerundpind 2½ og før den strikkede maske over på p3½) og slut med 1 stram maske strikket km/r = 21 m tilbage ud af 22.
13.p km/r, 1 oindt, r pinden ud
14.p km/r, vr,...,vr, 2 vr dr sm, km/r
15.p som 13.p = 18 m
16.p som 14.p = 17 m = ønsket antal skuldermasker
17.p ret over alt (ingen indtagning)
Sidste pind slutter ude i siden, enden klippes lang, og der laves en dunde.
Højden målt fra det sædvanlige sted** skal være 14,3 cm.
 
Nu løslades rundpind 3½ (jeg har kun en i Knit Pro), og der isættes en grå ærmepind 3½ til opbevaring af maskerne. Den kan opbevare begge skuldersider, fæstn med 1-2 e-masker.
 
*Der måles fra boblemønsteret, som ligger 1 cm under ærmegabets nederste kant.
Der måles fra oven over den store bobledannemaske og til og med maskerne på pindespidsen. 
 
** Det overvejes til en anden gang, at undlade at tage ud fra 67 til 68 m og så starte A med 1r og B med 0r for symmetri og lige 'boblede' sidekanter. Højre side bliver nemlig en anelse flad. Den inspiration brugte jeg kort efter på forstykket, hvor halsbunden så skal være 1 maske smallere.
 
*** Pind 2½ holdes vandret i venstre hånd for at undgå træk i 'skilningen'.
 
Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.
Fuld version - korrektur læst.

Sømandssweater - str. 1½ år - del 4 - ærmegabet - turkis Bonita

 
Bullen (røret under armene) er forberedt til deling i for- og bagstykke på bullens sidste omgang.
 
Først kommer en længere beskrivelse af, hvordan jeg undgår løse masker under armene
og så en kortere beskrivelse af det enkle ærmegab.
 
Jeg ønsker 4 masker i alt under hver arm, men jeg strikker 10 masker i alt på en tyndere pind for at undgå løse masker senere. Jeg har her brugt en ærmerundpind 2½ til de to sider.
På næstsidste omgang undlader jeg at strikke de 5 sidste masker på pind 3½. Dem strikker jeg så til gengæld med pind 2½ og videre på pind 2½ - 5 masker startende på den nye omgang.
Så bruger jeg pind 3½ igen,
strikker 65 masker og gentager i modsat side med at strikke 10 masker på pind 2½.
 
Så strikker jeg omgangen hjem til første ende af pind 2½ ved at strikke 65 masker på pind 3½ og yderligere 3 masker fra pind 2½, som har siddet i venteposition til bagstykke, 68 m.
Så tager jeg et nyt kabel med pindespids 3½ og der strikkes 'fladt' (frem og tilbage) ved at strikke en vrangpind, startende med en ret (til knudekantmaske). Der suppleres med yderligere 3 (vrang)masker i venteposition på pind 2½ i den anden side, 65 + 2x3 = 71 masker i alt.
 
 
 
Her ses de syv masker, der er tilbage, mens rygstykket skal strikkes. De 4 skal bruges til sammensyning, mens de 3 sidste skal indgå i forstykket.
 
Solen gik sent ned her ved midsommer, men det var stadig lyst.
Billederne er dog fotograferet i elektrisk lys, så farverne varierer - garnet er turkis.

 
Vrangen ser også spændende ud.
 
Ærmegabet, skal være meget beskedent, da ærmet næsten skal være 'tilsat'.
På de følgende to retpinde tages i hver side en maske ind. I højre side laves inden for (knude)-kantmasken 1 oindt. og i venstre side strikkes 2 r sm (inden for kantmasken).
Så hælder indtagningerne den ønskede vej.
Der er sammenlagt taget 4 masker (2+2x1) ind i hver side, og der er 67 masker på pinden.
Siderne skal strikkes lige op til skuldrene.
 Ærmet vil så nærmest blive 'tilsat' over sidesømmen på nær en lille hulning nederst (såvel for som bag).
Det ses i øvrigt på billedet neden under.
 
 
Her ses bullen (forstået som det rundstrikkede stykke op til under armene) og en mere korrekt turkis farve. Jeg har nået at strikke videre på det øverste af ryggen, som ses fra vrangen.
 
Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.

mandag den 24. juni 2013

Sømandssweater - str. 1½ år - del 3 - bullen - turkis Bonita

Her ses det nederste af bullen.
 
 
Så er der trævlet op og strikket nye boblerækker (havde en række for meget i mellem før).
Jeg havde sat nyt garn til pga en sjælden sammensplejsning i garnet. Det viste sig at passe med det stykke, der skulle trævles op, så jeg tog noget 'frisk' garn i stedet for det optrævlede uden at få flere ender. Da rundpinden var ude kunne jeg nemt måle bredden på kanten, den er 29,7 cm.
Sikkerhedsnålene sidder i kanten for neden.
Den 'vandrette' fjernes. Den brugte jeg kun til at tælle omgange med før første bobledannepind.

Jeg er nået til første garnnøgleskift her, da der gik noget (optrævlet) garn fra. Jeg fandt ud af, at en omgang masker (150) bruger ca. 215 cm garn, så det havde jeg mindst til rest inden sidste omgang blev strikket, så jeg kunne ende ude i siden (hvor jeg gerne vil hæfte enderne).
 
Så er jeg nået op til ærmegabet.

 
Det tager en lille halv time, at strikke en enkelt boblerække.
En omgang glat/ret tager 3 minutter.
 
Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.

Sømandssweater - str. 1½ år - del 2 - boblerne - turkis Bonita

 
 
23/6-13
 
 
Efter de 5 omgange glat/ret efter sammenstrikningen af kanten har jeg strikket en boblerække.
Boblerne har en anden strikkefasthed og i stedet for at strikke med pindespids 3½, som til glatdelen, strikker jeg med et ½ nr. tyndere pindespids, altså pindespids 3.
Mønsteret går over 12 pinde og består af 5 omgange glat, så en særlig bobledannepind, dernæst atter 5 omgange glat og så den særlige bobledannepind nu forskudt 1 maske.
Så efter de 5 omgange glat som var strikket med pindespids 3½ er der efterfulgt 5 omgange glat strikket med pindespids 3.
Bobledannepinden vises i en lille fotoserie længere nede i indlægget.

Mellem boblerne ses bobledannemasken, som en lidt forstørret retmaske (her med 5 alm. v'er over talt under pinden). Denne maske ses under pinden, når der er strikket én omgang glat/ret efter boblepinden. Her har jeg altså strikket 6 omgange glat - og det er én for meget.
Det store V er nemt at tælle ud fra.
 

Her sidder en vandret sikkerhedsnål, der viser omgang 1 efter kanten, og en lodret sikkerhedsnål, der viser omgangens start.

Bagsiden.
 
 
Nu kommer fotoserien af bobledannepinden, pind 6 i mønsteret. Dog er der fejl her, da jeg laver den på omgang 7, men hvis der ses bort fra afstanden ned til den første række bobler, viser billederne det ønskede.

To masker ret er strikket (igen).
 

Den efterfølgende maske strikkes ikke normalt, men i 4. hul/maskehul under pinden. Her er pinden stukket ind i 4. maskehul.

Garnet er hentet ind/masken er strikket gennem dette hul.

Masken er vippet af venstre pind og skal have lov til at kunne løbe. Der strikkes bare videre uden at tænke over hvad masken finder på. Den kan højst løbe ned til, hvor masken blev strikket.
Der skal strammes til efter masken er strikket.
At strikke masken i 4. maskehul under pinden svarer til at strikke den 5 rækker nede.
Denne maske hedder også 5R-UP (5'te Row/Række UP/OP).

Dernæst strikkes to retmasker inden der atter strikkes en maske nede i 4. maskehul. Disse to masker kan synes lidt løse, men kan ikke strammes, da det er omgangen under. De to masker strikkes almindeligt, men der strammes som skrevet efter 'bobledannemasken'.
På billedet ses bobledannemasken på pinden, som en enkeltsiddende maske mellem maskeparrene bestående af to ret. Dette er i mønsteret omgang 6 siddende på pinden.
Når første omgang ret efterfølgende er strikket, sidder denne bobledannemaske under pinden som et stort V.
Videre har jeg har strikket tre rækker i alt med forkert afstand, så jeg må trævle op, så det ligner billedet oven over, men uden den omgang, der er for meget.
Omgang 6 i mønsteret starter jeg med 2 ret.
Omgang 12 i mønsteret starter jeg med 1 ret.
Mønsteret går over 12 omgange og kan gentages det ønskede antal hele eller halve gange.
I bunden af trøjen skal der være 3 rækker med bobler (1½ mønsterrapport).
 
Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.
 

fredag den 21. juni 2013

Sømandssweater - str. 1½ år - del 1 - dobbelt kant - turkis Bonita

Intro 21/6-13
 
Garnet er købt, og jeg har planlagt at genstrikke sømandstrøjen, jeg tidligere har strikket i marine.
Jeg arbejdede bagefter på at lave en opskrift af mit eget design, men den blev ikke færdig.
Jeg har mængder af arbejdspapirer, så de skulle gerne omsættes til en færdig opskrift denne gang.
 
Start 22/6-13
 
Bonitagarn i turkis og en startrundpind med pindespids 3 i venstre side og 3,5 i højre side til at slå op på. Kabel '60'. Hjælpegarn Pimabomuld 8/2 lagt dobbelt.

 
Åben opslagning. Startede med en knudemaske/slipknot af garn og hjælpegarn og ender i hæftelængde. Hjælpegarnet kan være et tykt bomuldsgarn i afvigende farve.
Jeg har startet opslagningen ved at *gå under hjælpegarnet og hentet den første maske op, dernæst 'slå om' om garnet*. Gentag * til *.
Slipknot'en skal ikke bruges og er på billedet neden under 'vippet af pinden'.
Jeg har slået 150 masker op - et antal deleligt med tre.
Maskerne ligger sammen to og to på grund af opslagningen.
Den fjernede slipknot gav alligevel en 'maske', derfor skal sidste opslåede 'slå om'/maske fjernes. Den er endnu med på billedet nedenunder.

 
Næste gang kan jeg se om det er bedre at fjerne en maske fra venstre pind.


Så er maskeantallet justeret ovenover og rundstrikningen kan begynde.
Samtidig har jeg skiftet højre pindespids til 3, da inderkanten skal strikkes på ½ nr. tyndere pinde.


Her er der så strikket tre masker.

Og her nogle omgange.
 


Først er der strikket 8 omgange ret efter opslagningen på pind 3, dernæst en vrangomgang til venderille også på pinde 3. Dernæst er der skiftet til pindespids 3.5 i højre side ('strikkesiden'), og atter er der strikket 8 pinde.
På et sted hvor der måles på tværs fra yderside af maske på tråd til yderside af maske på kabel fås på hver side af venderillen (uventet) det samme mål 2,4 cm. Derfor 8 omgange på hver side af vendeomgangen.
Der stikkes en rundpind 2½ ind i de opslåede masker og garnet trækkes ud (f.eks. til sidst). Hvis det er en ærmepind sæt elastik om enderne så maskerne ikke falder af, når der tælles efter. Der blev 149 masker ud af 150 ønskede. Derfor lavede jeg et omslag med endegarnet, som ses på billedet, og fik på denne måde 150 masker.
Nu kan kanten strikkes flot sammen, en maske fra hver pind og med højre pindespids (3,5), som sidder klar.
Imidlertid skal de opslåede masker siddende på pinden bagest skiftevis tages ret og drejet ret, da de sidder forskelligt på pinden grundet opslagningen. Hvis man synes det er bøvlet, kan det jo ordnes inden, så alle masker sidder normalt.
Dernæst strikkes 5 omgange ret med pind 3½, som er den pind der bruges i arbejdet, når der strikkes glat.

Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.


onsdag den 13. februar 2013

Sømandstrøje, str. 1½ år

Antonstrik #5 - Sømandstrøje, str. 1½ år


Sidste ende hæftet i dag :-)

 
På den ene side - og

 
den anden (side).


 
Fuldt vingefang
 

 
'Gå til venstre'
 

 
Set fra vrangen.

Skulle det have interesse med strikketeknik mm, se evt. mine andre indlæg:

http://liliansstrikkeblog.blogspot.dk/2013/01/antonstrik-4-smandstrje-str-17-mdr.html

http://liliansstrikkeblog.blogspot.dk/2013/01/antonstrik-5-smandstrje-2.html

http://liliansstrikkeblog.blogspot.dk/2013/01/antonstrik-5-smandstrje-3-sidste-del.html

fredag den 18. januar 2013

Antonstrik #5 Sømandstrøje -3 (sidste del)

Sømandstrøje str. 17 mdr. - ærmer


Fortsættelse af

Antonstrik #5 Sømandstrøje - 2

Ærmer

Model/design

Ærmet minder om et tilsat ærme. Det har et begrænset ærmegab og en meget lav kuppel.
 
Ærmerne har en dobbeltkant forneden i samme højde som på bullen. Boblemønstrene arrangeres, så de matcher bullen under ærmegabet. Det bliver så 3 rækker nederst på ærmet og 7 rækker op mod ærmegabet. Det øvrige strikkes glat.
Der skal tages ud op til ærmegabet på de nederste to glatte stykker. Der tages 3 masker ud på det 5 pind korte glatstykke efter dobbeltkanten og resten skal tages ud mellem de to boblerækkestykker.

Antal udtagninger skal øge håndledsbredden til ærmegabets vidde.
Udtagning i boblerækkerne undgås, da det ikke kan blive pænt.
Ærmelængde er målt på den kommende trøjeindehaver til 30 cm.
Så kan udtagningsfrekvensen udregnes med antal omgange pr. 2 udtagne masker pr. omgang.
 
Efter de 7 boblerækker strikkes to omgange glat og på den 3. omgang strikkes før og efter omgangens start 5+5 masker stramt på rundpind 3 tilsvarende bullen. De øvrige masker strikkes som hidtil på KPR 3½.
Nu fortsættes i fladstrik (frem og tilbage) og fortsat på KPR3½ over stykkets masker minus de 2+2 ydermasker.
Ærmet hules yderligere for 2x1 maske samtidig i hver side tilsvarende bullen. Derefter rundes hjørnerne ved at lukke to masker af samtidig i hver side. Vrangpinden strikkes evt. før aflukning. Én pind skal bruges til sammensyning.
 

Opslagning

Der slås åbent op (mod 3) som på bullen med hjælpesnor og kanten laves tilsvarende (dobbelt med venderille og sammenstrikning).

Her ses dobbeltkanten under linealen.

Her syntes 8 omgange (jeg tæller masker over den gule tråd mellem de forskudte maskeløkker på hjælpetråden og til under pinden) at skulle modsvare 6? omgange efter venderillen på KPR 3½ (jeg tæller masker over venderillemasken, der også ligner en maske og til under pinden). Linealen fik det sidste ord (målte siderne ens), men indersiden kom til at bule lidt ud alligevel.
Den gule snor blev erstattet af en rundpind 2½, der kunne løse opgaven med at få de (stramme) løkker op på pinden. Der sad 41 løkker og den manglende maske blev genskabt da den skulle bruges som sidste maske i sammenstrikningen. Det var bare et 'slå om', der var midlertidigt væk.

Jeg har taget tre masker ud på de følgende fem pinde inden boblerækkerne starter. 1. pind efter sammenstrikningen tog jeg en drejet lænke op mellem 1. og 2. maske og mellem næstsidste og sidste maske i omgangen. Mellem 4. og 5. pind tog jeg en drejet lænke op.

Jeg skiftede højre pindespids til 3 og strikkede 5 omgange glat, som en del af første boblerække. 1. boblepind startede jeg med 1 r selvom den sidste udtagning ikke bliver involveret direkte.
2. boblepind startede jeg med 2 r og den 3. boblepind igen med 1 r. Derefter en omgang ret, som ikke er egnet til at tage ud i.

2. pind over boblerækker: udtagning ved at strikke to drejede lænker ret som nævnt efter kanten.

Jeg strikkede 15 cm glat med udtagninger jævnt fordelt i højden. Bredden blev lidt mindre end ønsket, men efter start på de 7 boblerækker løste problemet sig selv da bredden nærmest blev som ønsket :-) Vidden var ellers forventet til at blive den samme.

Undervejs fik jeg lavet en fejl ved at tage ud i den forkerte side :-(  der blev så trævlet op (ned) til fejlen lidt senere.
Inden da havde jeg beregnet et nyt ærme med lidt mindre stejl udtagning, hvad der synsmæssigt ikke er lige så attraktivt, men det var for at få den ønskede bredde (manglede 2x1,5 cm). Imidlertid så det første ærme pænt ud og ikke alt for meget for smalt, så jeg trævlede op og fortsatte der.
Beregning af udtagningsfrekvens indebærer udmåling af strikkefasthed på ærmet, brug af lommeregner til beregning af ønskede antal masker efter udtagning og dermed det antal masker der skal tages ud. Dernæst få frekvensen til at blive et helt tal (eller halvt) og tage højde for at antallet kan deles med 3 til boblemønsteret.
Min strikkefasthed på ærmet viste sig at være en smule anderledes end på bullen og resultatet blev derfor et lidt smallere ærme under de 7 boblerækker.

Er ved at strikke boblerækkerne under ærmet... :-)



 

torsdag den 17. januar 2013

Antonstrik #5 Sømandstrøje - 2

Sømandstrøje str. 17 mdr. - bullen øverst

 
Fortsættelse af
Antonstrik #5 Sømandstrøje - 1
 

Boblemønster i sømandstrøjen. Ærmegabet starter 1 cm over de 7 viste boblerækker.

Ryg

Ærmegabsrunding (beskeden)

Der er netop skiftet fra rundstrik til fladstrik (frem og tilbage) efter en omgang, hvor 10 masker i hver side blev strikket på en tyndere rundpind 2½.
Der startes 2 masker før omgangens slutning med tilbagestrik af en vrangpind. Der skal være 2x2 masker under hvert ærme, som (senere) sættes på en sikkerhedsnål, og som skal sys sammen med ærmet senere. Så der strikkes altså 3 stramme masker med.
På de følgende 2 retpinde (med vrangpind imellem) tages 1 maske ind i hver side inden for yderste maske. I højre side bruges 1 oindt. og i venstre side af retpinden bruges 2 r sm. Der laves ikke knudekantmasker før efter sidste indtagningspind, selvom det sikkert kunne have været en udmærket idé.

Lige op før nye boblerækker

Der fortsættes lige op med glatstrikning og knudekantmasker.
Der strikkes til arbejdet måler 4,5* cm over den sidste boblerække (som ligger 1 cm under ærmegabet). Sidste pind skal være en retpind, hvor maskeantallet reguleres til MOD3+2 (deleligt med 3 + 2 km), hvilket betyder, at der skal tages en maske ud i lænken mellem pindens 1. og 2. maske, som strikkes dr r.


Ærmegabets højde

Ærmegabet skal være 13,5 cm højt, men der måles fra de 7 boblerækkers slutning 1 cm under arm, og det giver et slutmål på 14,5 cm.

Boblerækker ABABA

Der skiftes til rundpind 3.0 og første pind strikkes vrang. Der strikkes i alt 5 pinde glat før boblepinden strikkes. Placeringen af første boblerække bliver, hvor de 5 pinde strikkes. Det strammere glatstykke over det 'almindelige' glatstykke forvandles altså til en boblerække.
Der strikkes 5 boblerækker. I siderne laves fortsat knudekantmasker imens.
Dette forløb måler ca. 4,5 cm.

A= km, 2 ret, boblemaske, 2 r,....., boblemaske, km
B=km, 1 r, boblemaske, 2 r,....., boblemaske, 1 r, km

Glat over 5 boblerækker

Nu strikkes x pinde (ulige antal) glat over boblemønsteret på KPR 3½ (frem og tilbage) inden ryggen deles i hals og skuldre. Første pind efter boblerne er vrang og næstsidste pind skal være en retpind. Slutpinden (vrang) forbereder deling i højre og venstre skulderparti: De midterste halsmasker + et par 'sidemasker' strikkes over på rundpind 2½, mens de øvrige strikkes på KPR 3½,

Højre skulder

Der strikkes en retpind hen til midtermaskerne, der sidder på rundpind 2½ og 'sidemaskerne', der også skal indgå i skulderdelen strikkes med. Arbejdet vendes og midten og venstre side hviler imens højre del strikkes færdig.

Halsrunding i højre skulder

Halsrundingen ønskes/beregnes 2 cm dyb og 14,2 cm bred inkl. plads til halskant 1½ cm høj.

Halsen rundes yderligere fra vrangsiden med 5 masker fordelt over 3 indtagningspinde således: 2, 2, 1 maske. Sidste indtagningspind bliver sidste pind**, da højden vist er nået. Der laves alm. overtrukket aflukning som indtagning alle steder og ingen kantmasker i halssiden, men derimod fortsat i ærmesiden.

Venstre skulder inkl. halsrundingen

Garn sættes til i siden for at starte med en vrangpind (efter sidste vrangpind).Så bliver indtagningerne i halsen symmetriske.  Der suppleres med stramme 'sidemasker' fra rundpind 2½, så antallet bliver som i højre side. Halsen laves tilsvarende som i højre side, nu lukkes maskerne bare af i begyndelsen af retpinden (2,2,1 maske). Til rest sidder 16 masker og sidste indtagning sidder på sidste pind.

Forstykke

Ærmegabsrunding, glatte stykker og boblerækker

Udgangspunkt: Der er allerede strikket 3 pinde over 7. boblerække under armen.
Forstykkets ærmegabsrunding laves som på ryggen. Sæt garn til i arbejdets højre side og start med en vrangpind. Husk 2 sidemasker fra midten = 25 masker. Der tages 2x1m ind i hver side.

Der strikkes videre lige op og med kantmasker i begge sider. På 15. pind (r) (over de 7 boblerækker) øges med 1 m mellem 1. og 2. maske på pinden.

Der skiftes til rundpind 3.0 og der strikkes videre i (strammere) glat (start vrangpind) og fortsæt med boblepind B. Der strikkes kun 3 boblerækker BAB pga den dybere halsrunding*** foran.

Dernæst 4 pinde glat på KPR 3½ afsluttende med en retpind (= 8,2 cm) efterfulgt af en 5. 'halspind' (vrang) med stramme halsmasker på midten + 2x2 stramme 'sidemasker' før deling af arbejde til skuldre.

Halsrunding

Halsrundingen ønskes/beregnes til 6 cm dyb.
Halsrundingen starter som på ryggen i arbejdets højre side på 2. pind, som er første vrangpind i venstre skulderdel (og som er 6. pind over sidste boblerække). Der rundes på vrangpinde for 3,2,1,1,1,0,1 masker med almindeligt overtrukne indtagninger. Strik yderligere 5 pinde glat (start ret) og strik nu knudekantmasker i begge sider. Dette giver 26 pinde efter sidste boblerække, hvor den sidste pind er en retpind.

I venstre side af arbejdet sættes garn til over sidste vrangpind, og der strikkes atter vrang. Halssiden rundes tilsvarende venstre skulderdel, og der startes med indtagning i starten af retpinden. Der strikkes kantmasker som i højre side af arbejdet. Også her sluttes med en retpind.
Begge skuldre slutter med 16 masker på pinden.


Sammenstrikning af skuldre

Skuldrene strikkes sammen to og to med KPR3½ fra halsen og ud for at hæfte ende i ærmesømmen og ikke i halskanten. For at strikke sammen i det hele taget og især i en bestemt retning flyttes masker over på ledige rundpindespidser, der sidder i strikketøjet.

Det var glædeligt, at såvel ærmegabshøjde som halsbredde blev som ønsket og beregnet. Modtageren har prøvet 'bullen/slipoveren' i dag, og det så fint ud mht at passe i størrelsen.

Noter


Noter
* Skal for- og bagstykke være ens starter boblerækkerne lidt for højt her. Se evt. ***
** Der burde være mindst en pind efter sidste indtagning, hvis der ikke skal være et hak ved skulder'sømmen'.
*** Havde forsøgt at tage højde for det inden jeg strikkede ryggen, så for- og bagboblerier kunne blive ens, men jeg kom for højt op mod halsen alligevel. Heldigvis var ærmegabsrundingen så beskeden, at det næsten er et tilsat ærme, hvor boblerne vil gå på tværs og ikke skal passe til både for og bag :-) så derfor kan forstykke godt se anderledes ud end ryggen, og med 3 rækker mod ryggens 5 rækker bobler kunne halsen være der.
Over boblerækker på ryg er der 17 pinde, mens der på forstykket er 26 pinde. Det er ønsket, at antal boblerækker er ulige for synets skyld.

sidemasker=

I øvrigt

Jeg glæder mig til at designe ærmerne, dem skriver jeg om i Antonstrik #5 Sømandstrøje -3 snarest.