lørdag den 18. august 2012

Strikketeknik - striber à 1 pind

Strikketeknik - striber à 1 pind

Hvad laver man lige mellem et færdigt strikketøj og det næste?

Afprøver en ny strikketeknik, hvor strikketøjet skal skubbes fra den ene ende af rundpinden til den anden, og hvor der skal strikkes striber, der er 1 pind høj.

KnitProRundpind 4.0
Drops Cotton Light i mørkeblå (denimagtig) og råhvid.
Teknik: Der strikkes skiftevis to retpinde og to vrangpinde. Enderne starter med at være i samme side. Så strikkes først den ene farve hen, arbejdet skubbes til den anden ende af rundpinden og den anden farve strikkes hen med samme masketype.
Nu vendes arbejdet og det hele gentages. Da begge enderne er i den ende, der skal startes ved, skal der ikke skubbes til arbejdet mellem skift af masketyper.
Prøve: Slog 30 m op med krydsopslagning og blåt. Skubbede maskerne og satte råhvidt garn til i højre side og strikkede ret. Så kom begge nøgleender i venstre side og beskrivelsen under teknik blev fulgt startende med 2 pinde vrang og med blå først og uden at skubbe masker.
Sådan ser det ud:


Lidt uroligt at se på, men sjovt at prøve at strikke, når der samtidig undgås ender for hver pind.


Havde lavet forsøg med kanten undervejs og det viste sig, at den blev pænest, hvis garnskiftet i højre side før første retpind foregik ved at den nye farve blev holdt mod strikkeren, når den blev hentet op over den gamle.
I den anden side blev det pænest modsat, altså den nye farve blev ført væk fra strikkeren og hentet op over den gamle.
I begge tilfælde skal garnet hentes op forbi den ovenliggende pind. Der kommer knuder i begge sider for hver 4. pind, da knuderne ligger skiftevis i den ene og i den anden side af arbejdet.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar