Viser opslag med etiketten Bonita. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bonita. Vis alle opslag

onsdag den 26. juni 2013

Sømandssweater - str. 1½ år - del 5 - ryg øverst - turkis Bonita

 
Sådan blev ryggen øverst - her er den endda strikket sammen med forstykket.
 

Ærmegabene er beskrevet i et tidligere indlæg, så her kommer 'ryg øverst'.

Efter det lille ærmegab, med 2+2x1=4 masker indtaget i hver side af ryggen,
er der nu  67 masker på pinden (3½),
Der strikkes videre glat lige op til der er 4,5 cm* (16 p* - lige antal - slut med retpind)
og med knudekantmasker i siderne som hidtil.
På sidste pind, som skal være en retpind, tages 1 m ud** inden for kantmasken i begyndelsen (blev her i slutningen) af pinden ved at tage en lænke op og strikke den drejet ret = 68 m.
Så er der masker til 2 kantmasker og et boblemønster deleligt med 3 (mod3+2).

Pindeskift til rundpind 3 (over de følgende to pinde i det kommende boblestrik).
 
Derefter følger 5 boblerækker ABABA (nu strikket frem og tilbage).
Boblerækkerne strikkes som hidtil med 5 pinde glat, start her med vrangpind, og skift mellem bobledannepind A og B for hver boblerække
A = km, 2 r, 5R-UP,....., 5R-UP, km
B = km, 1r, 5R-UP,....., 5R-UP, 1r, km

Det har nok taget ca. 60 minutter at strikke de 5 boblerækker (68 m); jeg tog tid noget af tiden.

Efter sidste bobledannepind,
skiftede jeg først den ene spids til 3½ og strikkede en vrangpind og dernæst den anden spids (jeg måler altid pindestørrelsen efter for at undgå forveksling) og strikkede videre glat.

Sådan et par pinde tager efterfølgende knap 3½ minut at strikke (68 m) med vendinger undervejs.

 
Når stykket måler (fra det sædvanlige sted*) 12,5 cm (jeg har strikket 11 p sluttende med retpind), deles stykket i 'halsbund og rundinger/skuldre' i en midlertidig fordeling.
Knudekantmaskerne i siderne bibeholdes.
Strik 19 m vrang med p 3½, 30 m vrang med ærmerundpind 2½, de sidste 19 m videre på samme pind 3½.
Halsbunden skal ende med 24 masker, skuldrene 17 masker hver og rundinger 5 m x 2 sider = 68 m.

Ryggens højre (og arbejdets højre) side

12.p Der startes fra retsiden med 19 m ret og dernæst strikkes 2 r sm af de stramme masker fra p 2½*** og slut med 1 stram m strikket r = 21 m tilbage ud af 22.
13.p km/r, 2 vr sm, vr,...,vr, km/r = 20 m
14.p r, r,...,2 r sm, r = 19 m
15.p som 13.p = 18 m
16.p som 14.p = 17 m = ønsket antal skuldermasker
17.p r, vr,...,vr, r (ingen indtagning)
Sidste pind slutter ude i siden, enden klippes lang, og der laves en dunde.
Højden målt fra det sædvanlige sted* skal være 14,3 cm.

Ryggens venstre (og arbejdets venstre) side

Der startes fra vrangsiden! med garntilsætning.
12.p 19 m vr og dernæst strikkes 2 vr dr sm af de stramme masker fra p 2½*** (brug den anden ende af ærmerundpind 2½ og før den strikkede maske over på p3½) og slut med 1 stram maske strikket km/r = 21 m tilbage ud af 22.
13.p km/r, 1 oindt, r pinden ud
14.p km/r, vr,...,vr, 2 vr dr sm, km/r
15.p som 13.p = 18 m
16.p som 14.p = 17 m = ønsket antal skuldermasker
17.p ret over alt (ingen indtagning)
Sidste pind slutter ude i siden, enden klippes lang, og der laves en dunde.
Højden målt fra det sædvanlige sted** skal være 14,3 cm.
 
Nu løslades rundpind 3½ (jeg har kun en i Knit Pro), og der isættes en grå ærmepind 3½ til opbevaring af maskerne. Den kan opbevare begge skuldersider, fæstn med 1-2 e-masker.
 
*Der måles fra boblemønsteret, som ligger 1 cm under ærmegabets nederste kant.
Der måles fra oven over den store bobledannemaske og til og med maskerne på pindespidsen. 
 
** Det overvejes til en anden gang, at undlade at tage ud fra 67 til 68 m og så starte A med 1r og B med 0r for symmetri og lige 'boblede' sidekanter. Højre side bliver nemlig en anelse flad. Den inspiration brugte jeg kort efter på forstykket, hvor halsbunden så skal være 1 maske smallere.
 
*** Pind 2½ holdes vandret i venstre hånd for at undgå træk i 'skilningen'.
 
Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.
Fuld version - korrektur læst.

Sømandssweater - str. 1½ år - del 4 - ærmegabet - turkis Bonita

 
Bullen (røret under armene) er forberedt til deling i for- og bagstykke på bullens sidste omgang.
 
Først kommer en længere beskrivelse af, hvordan jeg undgår løse masker under armene
og så en kortere beskrivelse af det enkle ærmegab.
 
Jeg ønsker 4 masker i alt under hver arm, men jeg strikker 10 masker i alt på en tyndere pind for at undgå løse masker senere. Jeg har her brugt en ærmerundpind 2½ til de to sider.
På næstsidste omgang undlader jeg at strikke de 5 sidste masker på pind 3½. Dem strikker jeg så til gengæld med pind 2½ og videre på pind 2½ - 5 masker startende på den nye omgang.
Så bruger jeg pind 3½ igen,
strikker 65 masker og gentager i modsat side med at strikke 10 masker på pind 2½.
 
Så strikker jeg omgangen hjem til første ende af pind 2½ ved at strikke 65 masker på pind 3½ og yderligere 3 masker fra pind 2½, som har siddet i venteposition til bagstykke, 68 m.
Så tager jeg et nyt kabel med pindespids 3½ og der strikkes 'fladt' (frem og tilbage) ved at strikke en vrangpind, startende med en ret (til knudekantmaske). Der suppleres med yderligere 3 (vrang)masker i venteposition på pind 2½ i den anden side, 65 + 2x3 = 71 masker i alt.
 
 
 
Her ses de syv masker, der er tilbage, mens rygstykket skal strikkes. De 4 skal bruges til sammensyning, mens de 3 sidste skal indgå i forstykket.
 
Solen gik sent ned her ved midsommer, men det var stadig lyst.
Billederne er dog fotograferet i elektrisk lys, så farverne varierer - garnet er turkis.

 
Vrangen ser også spændende ud.
 
Ærmegabet, skal være meget beskedent, da ærmet næsten skal være 'tilsat'.
På de følgende to retpinde tages i hver side en maske ind. I højre side laves inden for (knude)-kantmasken 1 oindt. og i venstre side strikkes 2 r sm (inden for kantmasken).
Så hælder indtagningerne den ønskede vej.
Der er sammenlagt taget 4 masker (2+2x1) ind i hver side, og der er 67 masker på pinden.
Siderne skal strikkes lige op til skuldrene.
 Ærmet vil så nærmest blive 'tilsat' over sidesømmen på nær en lille hulning nederst (såvel for som bag).
Det ses i øvrigt på billedet neden under.
 
 
Her ses bullen (forstået som det rundstrikkede stykke op til under armene) og en mere korrekt turkis farve. Jeg har nået at strikke videre på det øverste af ryggen, som ses fra vrangen.
 
Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.

mandag den 24. juni 2013

Sømandssweater - str. 1½ år - del 3 - bullen - turkis Bonita

Her ses det nederste af bullen.
 
 
Så er der trævlet op og strikket nye boblerækker (havde en række for meget i mellem før).
Jeg havde sat nyt garn til pga en sjælden sammensplejsning i garnet. Det viste sig at passe med det stykke, der skulle trævles op, så jeg tog noget 'frisk' garn i stedet for det optrævlede uden at få flere ender. Da rundpinden var ude kunne jeg nemt måle bredden på kanten, den er 29,7 cm.
Sikkerhedsnålene sidder i kanten for neden.
Den 'vandrette' fjernes. Den brugte jeg kun til at tælle omgange med før første bobledannepind.

Jeg er nået til første garnnøgleskift her, da der gik noget (optrævlet) garn fra. Jeg fandt ud af, at en omgang masker (150) bruger ca. 215 cm garn, så det havde jeg mindst til rest inden sidste omgang blev strikket, så jeg kunne ende ude i siden (hvor jeg gerne vil hæfte enderne).
 
Så er jeg nået op til ærmegabet.

 
Det tager en lille halv time, at strikke en enkelt boblerække.
En omgang glat/ret tager 3 minutter.
 
Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.

Sømandssweater - str. 1½ år - del 2 - boblerne - turkis Bonita

 
 
23/6-13
 
 
Efter de 5 omgange glat/ret efter sammenstrikningen af kanten har jeg strikket en boblerække.
Boblerne har en anden strikkefasthed og i stedet for at strikke med pindespids 3½, som til glatdelen, strikker jeg med et ½ nr. tyndere pindespids, altså pindespids 3.
Mønsteret går over 12 pinde og består af 5 omgange glat, så en særlig bobledannepind, dernæst atter 5 omgange glat og så den særlige bobledannepind nu forskudt 1 maske.
Så efter de 5 omgange glat som var strikket med pindespids 3½ er der efterfulgt 5 omgange glat strikket med pindespids 3.
Bobledannepinden vises i en lille fotoserie længere nede i indlægget.

Mellem boblerne ses bobledannemasken, som en lidt forstørret retmaske (her med 5 alm. v'er over talt under pinden). Denne maske ses under pinden, når der er strikket én omgang glat/ret efter boblepinden. Her har jeg altså strikket 6 omgange glat - og det er én for meget.
Det store V er nemt at tælle ud fra.
 

Her sidder en vandret sikkerhedsnål, der viser omgang 1 efter kanten, og en lodret sikkerhedsnål, der viser omgangens start.

Bagsiden.
 
 
Nu kommer fotoserien af bobledannepinden, pind 6 i mønsteret. Dog er der fejl her, da jeg laver den på omgang 7, men hvis der ses bort fra afstanden ned til den første række bobler, viser billederne det ønskede.

To masker ret er strikket (igen).
 

Den efterfølgende maske strikkes ikke normalt, men i 4. hul/maskehul under pinden. Her er pinden stukket ind i 4. maskehul.

Garnet er hentet ind/masken er strikket gennem dette hul.

Masken er vippet af venstre pind og skal have lov til at kunne løbe. Der strikkes bare videre uden at tænke over hvad masken finder på. Den kan højst løbe ned til, hvor masken blev strikket.
Der skal strammes til efter masken er strikket.
At strikke masken i 4. maskehul under pinden svarer til at strikke den 5 rækker nede.
Denne maske hedder også 5R-UP (5'te Row/Række UP/OP).

Dernæst strikkes to retmasker inden der atter strikkes en maske nede i 4. maskehul. Disse to masker kan synes lidt løse, men kan ikke strammes, da det er omgangen under. De to masker strikkes almindeligt, men der strammes som skrevet efter 'bobledannemasken'.
På billedet ses bobledannemasken på pinden, som en enkeltsiddende maske mellem maskeparrene bestående af to ret. Dette er i mønsteret omgang 6 siddende på pinden.
Når første omgang ret efterfølgende er strikket, sidder denne bobledannemaske under pinden som et stort V.
Videre har jeg har strikket tre rækker i alt med forkert afstand, så jeg må trævle op, så det ligner billedet oven over, men uden den omgang, der er for meget.
Omgang 6 i mønsteret starter jeg med 2 ret.
Omgang 12 i mønsteret starter jeg med 1 ret.
Mønsteret går over 12 omgange og kan gentages det ønskede antal hele eller halve gange.
I bunden af trøjen skal der være 3 rækker med bobler (1½ mønsterrapport).
 
Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.
 

fredag den 21. juni 2013

Sømandssweater - str. 1½ år - del 1 - dobbelt kant - turkis Bonita

Intro 21/6-13
 
Garnet er købt, og jeg har planlagt at genstrikke sømandstrøjen, jeg tidligere har strikket i marine.
Jeg arbejdede bagefter på at lave en opskrift af mit eget design, men den blev ikke færdig.
Jeg har mængder af arbejdspapirer, så de skulle gerne omsættes til en færdig opskrift denne gang.
 
Start 22/6-13
 
Bonitagarn i turkis og en startrundpind med pindespids 3 i venstre side og 3,5 i højre side til at slå op på. Kabel '60'. Hjælpegarn Pimabomuld 8/2 lagt dobbelt.

 
Åben opslagning. Startede med en knudemaske/slipknot af garn og hjælpegarn og ender i hæftelængde. Hjælpegarnet kan være et tykt bomuldsgarn i afvigende farve.
Jeg har startet opslagningen ved at *gå under hjælpegarnet og hentet den første maske op, dernæst 'slå om' om garnet*. Gentag * til *.
Slipknot'en skal ikke bruges og er på billedet neden under 'vippet af pinden'.
Jeg har slået 150 masker op - et antal deleligt med tre.
Maskerne ligger sammen to og to på grund af opslagningen.
Den fjernede slipknot gav alligevel en 'maske', derfor skal sidste opslåede 'slå om'/maske fjernes. Den er endnu med på billedet nedenunder.

 
Næste gang kan jeg se om det er bedre at fjerne en maske fra venstre pind.


Så er maskeantallet justeret ovenover og rundstrikningen kan begynde.
Samtidig har jeg skiftet højre pindespids til 3, da inderkanten skal strikkes på ½ nr. tyndere pinde.


Her er der så strikket tre masker.

Og her nogle omgange.
 


Først er der strikket 8 omgange ret efter opslagningen på pind 3, dernæst en vrangomgang til venderille også på pinde 3. Dernæst er der skiftet til pindespids 3.5 i højre side ('strikkesiden'), og atter er der strikket 8 pinde.
På et sted hvor der måles på tværs fra yderside af maske på tråd til yderside af maske på kabel fås på hver side af venderillen (uventet) det samme mål 2,4 cm. Derfor 8 omgange på hver side af vendeomgangen.
Der stikkes en rundpind 2½ ind i de opslåede masker og garnet trækkes ud (f.eks. til sidst). Hvis det er en ærmepind sæt elastik om enderne så maskerne ikke falder af, når der tælles efter. Der blev 149 masker ud af 150 ønskede. Derfor lavede jeg et omslag med endegarnet, som ses på billedet, og fik på denne måde 150 masker.
Nu kan kanten strikkes flot sammen, en maske fra hver pind og med højre pindespids (3,5), som sidder klar.
Imidlertid skal de opslåede masker siddende på pinden bagest skiftevis tages ret og drejet ret, da de sidder forskelligt på pinden grundet opslagningen. Hvis man synes det er bøvlet, kan det jo ordnes inden, så alle masker sidder normalt.
Dernæst strikkes 5 omgange ret med pind 3½, som er den pind der bruges i arbejdet, når der strikkes glat.

Copyright GrubeDesign - må gerne bruges privat.


torsdag den 17. januar 2013

Antonstrik #5 Sømandstrøje - 2

Sømandstrøje str. 17 mdr. - bullen øverst

 
Fortsættelse af
Antonstrik #5 Sømandstrøje - 1
 

Boblemønster i sømandstrøjen. Ærmegabet starter 1 cm over de 7 viste boblerækker.

Ryg

Ærmegabsrunding (beskeden)

Der er netop skiftet fra rundstrik til fladstrik (frem og tilbage) efter en omgang, hvor 10 masker i hver side blev strikket på en tyndere rundpind 2½.
Der startes 2 masker før omgangens slutning med tilbagestrik af en vrangpind. Der skal være 2x2 masker under hvert ærme, som (senere) sættes på en sikkerhedsnål, og som skal sys sammen med ærmet senere. Så der strikkes altså 3 stramme masker med.
På de følgende 2 retpinde (med vrangpind imellem) tages 1 maske ind i hver side inden for yderste maske. I højre side bruges 1 oindt. og i venstre side af retpinden bruges 2 r sm. Der laves ikke knudekantmasker før efter sidste indtagningspind, selvom det sikkert kunne have været en udmærket idé.

Lige op før nye boblerækker

Der fortsættes lige op med glatstrikning og knudekantmasker.
Der strikkes til arbejdet måler 4,5* cm over den sidste boblerække (som ligger 1 cm under ærmegabet). Sidste pind skal være en retpind, hvor maskeantallet reguleres til MOD3+2 (deleligt med 3 + 2 km), hvilket betyder, at der skal tages en maske ud i lænken mellem pindens 1. og 2. maske, som strikkes dr r.


Ærmegabets højde

Ærmegabet skal være 13,5 cm højt, men der måles fra de 7 boblerækkers slutning 1 cm under arm, og det giver et slutmål på 14,5 cm.

Boblerækker ABABA

Der skiftes til rundpind 3.0 og første pind strikkes vrang. Der strikkes i alt 5 pinde glat før boblepinden strikkes. Placeringen af første boblerække bliver, hvor de 5 pinde strikkes. Det strammere glatstykke over det 'almindelige' glatstykke forvandles altså til en boblerække.
Der strikkes 5 boblerækker. I siderne laves fortsat knudekantmasker imens.
Dette forløb måler ca. 4,5 cm.

A= km, 2 ret, boblemaske, 2 r,....., boblemaske, km
B=km, 1 r, boblemaske, 2 r,....., boblemaske, 1 r, km

Glat over 5 boblerækker

Nu strikkes x pinde (ulige antal) glat over boblemønsteret på KPR 3½ (frem og tilbage) inden ryggen deles i hals og skuldre. Første pind efter boblerne er vrang og næstsidste pind skal være en retpind. Slutpinden (vrang) forbereder deling i højre og venstre skulderparti: De midterste halsmasker + et par 'sidemasker' strikkes over på rundpind 2½, mens de øvrige strikkes på KPR 3½,

Højre skulder

Der strikkes en retpind hen til midtermaskerne, der sidder på rundpind 2½ og 'sidemaskerne', der også skal indgå i skulderdelen strikkes med. Arbejdet vendes og midten og venstre side hviler imens højre del strikkes færdig.

Halsrunding i højre skulder

Halsrundingen ønskes/beregnes 2 cm dyb og 14,2 cm bred inkl. plads til halskant 1½ cm høj.

Halsen rundes yderligere fra vrangsiden med 5 masker fordelt over 3 indtagningspinde således: 2, 2, 1 maske. Sidste indtagningspind bliver sidste pind**, da højden vist er nået. Der laves alm. overtrukket aflukning som indtagning alle steder og ingen kantmasker i halssiden, men derimod fortsat i ærmesiden.

Venstre skulder inkl. halsrundingen

Garn sættes til i siden for at starte med en vrangpind (efter sidste vrangpind).Så bliver indtagningerne i halsen symmetriske.  Der suppleres med stramme 'sidemasker' fra rundpind 2½, så antallet bliver som i højre side. Halsen laves tilsvarende som i højre side, nu lukkes maskerne bare af i begyndelsen af retpinden (2,2,1 maske). Til rest sidder 16 masker og sidste indtagning sidder på sidste pind.

Forstykke

Ærmegabsrunding, glatte stykker og boblerækker

Udgangspunkt: Der er allerede strikket 3 pinde over 7. boblerække under armen.
Forstykkets ærmegabsrunding laves som på ryggen. Sæt garn til i arbejdets højre side og start med en vrangpind. Husk 2 sidemasker fra midten = 25 masker. Der tages 2x1m ind i hver side.

Der strikkes videre lige op og med kantmasker i begge sider. På 15. pind (r) (over de 7 boblerækker) øges med 1 m mellem 1. og 2. maske på pinden.

Der skiftes til rundpind 3.0 og der strikkes videre i (strammere) glat (start vrangpind) og fortsæt med boblepind B. Der strikkes kun 3 boblerækker BAB pga den dybere halsrunding*** foran.

Dernæst 4 pinde glat på KPR 3½ afsluttende med en retpind (= 8,2 cm) efterfulgt af en 5. 'halspind' (vrang) med stramme halsmasker på midten + 2x2 stramme 'sidemasker' før deling af arbejde til skuldre.

Halsrunding

Halsrundingen ønskes/beregnes til 6 cm dyb.
Halsrundingen starter som på ryggen i arbejdets højre side på 2. pind, som er første vrangpind i venstre skulderdel (og som er 6. pind over sidste boblerække). Der rundes på vrangpinde for 3,2,1,1,1,0,1 masker med almindeligt overtrukne indtagninger. Strik yderligere 5 pinde glat (start ret) og strik nu knudekantmasker i begge sider. Dette giver 26 pinde efter sidste boblerække, hvor den sidste pind er en retpind.

I venstre side af arbejdet sættes garn til over sidste vrangpind, og der strikkes atter vrang. Halssiden rundes tilsvarende venstre skulderdel, og der startes med indtagning i starten af retpinden. Der strikkes kantmasker som i højre side af arbejdet. Også her sluttes med en retpind.
Begge skuldre slutter med 16 masker på pinden.


Sammenstrikning af skuldre

Skuldrene strikkes sammen to og to med KPR3½ fra halsen og ud for at hæfte ende i ærmesømmen og ikke i halskanten. For at strikke sammen i det hele taget og især i en bestemt retning flyttes masker over på ledige rundpindespidser, der sidder i strikketøjet.

Det var glædeligt, at såvel ærmegabshøjde som halsbredde blev som ønsket og beregnet. Modtageren har prøvet 'bullen/slipoveren' i dag, og det så fint ud mht at passe i størrelsen.

Noter


Noter
* Skal for- og bagstykke være ens starter boblerækkerne lidt for højt her. Se evt. ***
** Der burde være mindst en pind efter sidste indtagning, hvis der ikke skal være et hak ved skulder'sømmen'.
*** Havde forsøgt at tage højde for det inden jeg strikkede ryggen, så for- og bagboblerier kunne blive ens, men jeg kom for højt op mod halsen alligevel. Heldigvis var ærmegabsrundingen så beskeden, at det næsten er et tilsat ærme, hvor boblerne vil gå på tværs og ikke skal passe til både for og bag :-) så derfor kan forstykke godt se anderledes ud end ryggen, og med 3 rækker mod ryggens 5 rækker bobler kunne halsen være der.
Over boblerækker på ryg er der 17 pinde, mens der på forstykket er 26 pinde. Det er ønsket, at antal boblerækker er ulige for synets skyld.

sidemasker=

I øvrigt

Jeg glæder mig til at designe ærmerne, dem skriver jeg om i Antonstrik #5 Sømandstrøje -3 snarest.

søndag den 6. januar 2013

Antonstrik #5 - Sømandstrøje - 1 (str. 17 mdr.)

Sømandstrøje str. 17 mdr. - bullen (under ærmer)


Garn: Bonita fra Stof 2000, marineblåt, løbelængde 160 m/50 g; 26 m anbefalet/10 cm.

Rundpind, grå (Aero?) - 60 cm: 3.0
KnitProRundpind - 60 cm: 3.5
Rundpind, grå (Aero?) - 60 cm: 2.5 (hjælpepind i kant mm)

Strikkefasthed*

Beregn ud fra en glat strikkeprøve med KPR 3.5, hvor mange masker der er på 10 cm.

Model af bul

Modellen har en dobbeltkant forneden, som er sammenstrikket. Bullen strikkes med pind 3.0 på indersiden af kanten og med pind 3.5 på ydersiden af kanten (indercirklen har en mindre radius).
Sømandstrøjen består af en glatstrikket del, som strikkes med pind 3.5 samt striber/bånd af boblemønster som strikkes på pind 3.0.
Modellen går lige op i siderne.

Fastlæg den ønskede brystvidde.



Opslagning

Beregn antal masker (i strikkefasthed pind 3.5) der skal slås op svarende til den dobbelte brystvidde. Tallet korrigeres, så det er deleligt med tre af hensyn til det senere boblemønster = x masker.
Slå x masker op på rundpind 3.0, så omkredsen (den dobbelte brystvidde) bliver den ønskede. Som opslagningsmetode bruges en åben opslagning: En tykt (gult) bomuldgarn bruges som hjælp.

Med begge slags garn bindes en knude (slipknot) om pindespidsen, husk enden skal kunne hæftes. Denne fæsteknude skal ikke tælles med.
Det blå garn hentes nu først under og dernæst over det gule garn (~slå om). Dette gentages til det ønskede antal masker er nået. Nu skal rundpinden samles, og det sikres, at de løse omslag bliver, hvor de skal. Slipknot'en skal bindes op.
Valg af opslagningsmetoden begrundes i note **

Kant

Nu strikkes rundt 8 omgange, i starten er kanten løs forneden, men det ændrer sig til en normal strikkefasthed. Dernæst laves en venderille ved at strikke en omgang vrang.
Nu begynder retsiden og der skiftes til KPR 3.5.
Der strikkes ca. 8 omgange eller til de to kantdele er lige høje (mål f.eks. over venderille og til og med de sidststrikkede masker, der sidder løst på kabel).
Nu samles de åbne masker i opslagningskanten op på en rundpind 2.5 og det kontrolleres at det samme antal masker haves som ønsket. Bomuldstråden hives ud.
Nu strikkes de to kantdele (let) sammen med KPR 3.5.

Bul, glat

Der strikkes yderligere 5 omgange glat med KPR 3.5

Boblemønster AB

Boblemønsteret går over 12 pinde. Strik 5 pinde glat, 6. pind er en bobledannepind, strik igen 5 pinde glat og 12. p er en forskudt bobledannepind.
Boblerne i denne opskrift går over 2 ret og er 5 pinde høje.

Mere detaljeret:
A:
Strik 5 omgange glat på rundpind 3.0 og strik 6. omgang således: 2 ret, strik næste maske 5 pinde nede, hvilket vil sige at tælle 4 huller under pinden og strikke masken der, og vippe masken på venstre pind af som normalt. Og stram til. Kaldes 5R-UP. Strik igen 2 ret og gentag at strikke næste maske 4 huller under. Strik omgangen ud.
B:
Nu strikkes nye 5 omgange glat, og 'boblepinden' forskydes ved at der strikkes 1 ret til start (omgangens sidste maske bliver også 1 ret).

Mønsteret er sammensat af de to forskudte rækker bobler, som kan gentages til en ønsket højde.

Bul, boblemønster ABA

Efter kanten og de 5 omgange glat strikkes nu videre på rundpind 3.0 yderligere 5 omgange glat. Disse skal indgå i en boble. Der strikkes 3 rækker bobler i alt, hvilket betyder, at ud over de to beskrevne rækker oven over skal der gentages boblerække A (startende med 2 ret).

Bul, glat over boblemønster

Der skiftes efter sidste bobledannepind til KPR 3.5 og glatstrikning. Der strikkes blot 3 omgange glat før arbejdet på en 4. omgang gøres klar til deing i forstykke og ryg.
Den 3. omgang sluttes 5 masker før omgangen er slut. Nu skiftes til rundpind 2½ de næste 10 masker, hvor ærmegabet skal være over de midterste 2x2 masker. Der strikkes videre med KPR 3½ indtil 5 masker før den anden side, Der strikkes tilsvarende 10 masker stramt på rundpind 2½ i et forsøg på at undgå løse masker ved sammensyning (af 4 masker) med ærme. Omgangen fuldføres til maskerne, der sidder på rundpind 2½ lidt før omgangens start. Der strikkes dernæst 3 (stramme) masker fra denne rundpind 2½ over på 3½.
Nu vendes arbejdet, og og ryg og dernæst forstykke strikkes videre for sig.
Se næste blogindlæg dateret 18. januar 2013: Antonstrik #5 Ryg og forstykke

Jeg har vist glemt at skrive, at jeg har 7 boblerækker sat ind før ærmegab, må vende tilbage her....


Noter

* Min egen strikkefasthed er forskellig fra fladstrik til rundstrik, sidstnævnte bliver lidt løsere, da jeg ikke har vrangmasker, som jeg ellers strammer. Så jeg måtte også lave kanten om efter erfaring med 'det rigtige strikketøj' og slog et mindre antal masker op i andet forsøg.
** Den første kant havde jeg i øvrigt slået op på en pind 3.5 og strikkede videre med pind 3 osv. Desværre kunne jeg ikke med dette garn og disse pinde samle masker op med en rundpind 2.5, så jeg måtte opgive. Aldrig har jeg prøvet noget så stramt. Metoden virkede ellers fint i Antonstrik 3 - hættetrøje.

lørdag den 28. januar 2012

Antonstrik fra GrubeDesign

Stribet striktrøje til Anton str. 5½ mdr.


Færdigt arbejde!
Halsen viste sig, at være for vid.


Fine detaljer mht striber i hhv sammenstrikket skulder og i tilsat ærme.
Klik evt. på billede for at se halsen nærmere.

Fra fremstillingsprocessen.


Garnet er Bonita fra Stof 2000. Der er 25% uld i, og garnet kan maskinvaskes.
Jeg har nogle mål på barnebarnet Anton, en strikkefasthed på fladt og rundt strik og nogle tanker om modellen (tilsat ærme, god plads til at få den over hovedet). Desuden blev jeg inspireret til et navnefelt, hvor jeg har broderet hans navn med maskesting (pænest at sy nede fra op).

Sådan skal det ikke gøres.
Ribben er med drejede retmasker. Jeg havde slået 10 masker for meget op ved 'et tilfælde' og gået i gang med at strikke og skulle skille mig af med dem efter ribben. Det var ikke nogen god idé på første pind hvid, se billedet, hvor 'stederne' tydeligt ses. Jeg ændrede teknik, og lagde de sammenstrikkede masker i den sidste pind blå rib, hvor jeg strikkede 2 m drejet ret sammen med retmasken siddende som nr. 2 på pinden og vrangmasken ved spidsen.
KnitPro-rundpind 60 cm passer fint til et strikketøj, der skal være 50 cm i omkreds, surprise!

Jeg strikker ærme på rundpind med magic loop teknik. Det dækker bare over, at rundpinden, der er for stor, stikker ud to steder mellem maskerne. Der skal så bare trækkes i rundpind/kabel undervejs, så de to sæt/dele med masker kan strikkes fortløbende.

Jeg viser også lige den anden side af ærmet, der hvor tråden skiftes, og hvor jeg tager ud. Striberne består af 4 pinde af hver farve. Ved farveskift føres garnet, der stammer fra striben længere nede, højre om det netop afsluttede garn, så der ikke kommer et lille hul på stedet. For ikke at garnet, der løber bag på, bliver for stramt, så ærmet rynker, trækker jeg i den gamle ende, så den kommer til syne bag pinden, og holder den fast der, mens jeg strikker 3-4 masker. Så checker jeg lige om, det er gået godt, ellers kan det jo hurtig laves om. Udtagning har jeg lavet ved at tage en lænke op og dreje den i ét hug. Stederne er mellem 1. og 2. maske og mellem næstsidste og sidste maske, som på et 'fladt' strik.

Det f'ørste ærme jeg strikkede blev for bredt for oven og rigeligt langt, men efter ønske. Derfor strikkede jeg et mere harmonisk ærme to striber kortere og 'to striber ærmegab' smallere. Det blev så til udtagning på hver 5. pind i stedet for hver 4. pind, som jo følger mønsteret. Det kræver lidt opmærksomhed at ramme hver 5. pind, men fravalgte idéen med den sikkert nemmere måde med skiftevis 4. og 6. pind. Faconen er let bananagtig, jeg strammer 'det hentede garn til ny stribe' lidt for meget, men hellere det end huller.

Ærmerne er syet i med maskesting. Der går (stort set) 6 m til 8 pinde). En halv tråd brugt som ritråd viste afmålte 6 masker, som gjorde det nemt at tilpasse 8 pinde. Jeg havde strikket en 5. blå pind inden alm. aflukning til at sy i, så der stadig ville være 4 pinde efter isyning. Ærmegabet måtte syes til/lukkes to striber under ærmet. Afhængig af trådender til rådighed blev det hhv før ærmeisyning og efter. Det blev ens.


Halsen har jeg designet så den både passer på (håber jeg) og er til at få over hovedet. Hals- og hovedmål afviger 13-14 cm. Jeg tog udgangspunkt i fremstillet maskepapir, men lavede den egentlige facon på halsåbningerne efterhånden, som jeg strikkede.
Halsåbningen er lavet på rundpind/magic loop og aflukningen er syet i hånden for stor elasticitet.
(Se evt. tidligere indlæg fra 3. juli 2011 med rosa halsedisse).

A prospos maskepapir så var det noget jeg lavede i et Excellregneark. Klik først på 'Vis' og der øverst til venstre (hos mig) klik på 'Sidelayout'. I det vindue kan række- og kolonnestørrelsen vælges i cm (pointe). Jeg kender strikkefastheden, og tastede størrelsen af én maske ind. Så satte jeg en ramme om en velvalgt mængde masker svarende til det øverste af blusen. Det kunne være på ét ark.
Dernæst printede jeg ud.

mandag den 16. januar 2012

Dukketrøje til baby born


Dukketrøje
til baby born 



Opskriften stammer fra Den store bog om DUKKETØJ fra  Ingelise - Alt om håndarbejde, som jeg købte som et tilbud i Stof 2000 for 20 kr. (normalpris 50 kr.).
Jeg har brugt noget andet garn end i opskriften, lavet strikkeprøve og har taget nogle masker mindre.
Alle delene er strikket frem og tilbage på pind 3½ KnitPro-rundpind.
Ribben er med drejede retmasker på den ene side og med drejede vrangmasker på den anden side.
Ærmegabet er bibeholdt, så jeg har lavet skulderen lidt smallere.
Knaphullerne skulle laves helt færdig på samme pind. Aflukning ved at trække maske hen over nabomaske og slå ny maske op straks, en eller to masker.
Halsen skulle have været strikket inden forkanterne, så nu kommer den til at gå ud til kanten, det er ok.
Har købt blå knapper billigt i Stof og Stil (ok til dukketøj) i str. 12 mm. Ville have haft hvide, men de var udsolgt et par steder.

søndag den 15. januar 2012

Hue til Anton - str. 5 mdr.

Hue til Anton - str. 5 mdr.


Anton vokser, så den lyseblå hue (se evt. under 2. jan. 2012) måtte have en 'storebror'.
Den er ligeledes strikket i Bonita (et kunstgarn med 25% uld) og opskriften er fra http://www.ingahansen.dk/
Hun bruger løkkeopslagning til udtagning og en yderligere drejet maske samme sted på 'vrangpinden'. Effektiv opstramning og parallelle sider.



Syet aflukning, se evt. metode vist 3. juli 2011.

 Alle sømme er flade 8-tals sømme, dejligt behageligt for brugeren.

Bindebåndene består af 60 luftmasker med kædemasker på tilbagevejen. Jeg startede med at fæstne med en fastmaske og slutfæstnede med en km.

Jeg har strikket på (strømpe)pinde 3½, 36 masker og 6 'paneler' med hhv 14-14-12-12-14-14 riller.
1. pind var fra vrangsiden, så i alt er der 80½ rille, da ud- og indtagninger foregik på retsiden.

mandag den 2. januar 2012

Djævlehue til Anton - aug. 2011

Djævlehue til Anton - august 2011

Djævlehue strikket til mit barnebarn Anton, som fik den, da han blev født og som brugte den senere på året, da han blev stor nok.


Garnet er Bonita fra Stof 2000 og opskriften er fra ingahansen.dk
Jeg har syet den sammen med flade sømme.


Han ser sød ud :-)